Erhverv

Danskernes mest populære betalingsapp skal have ny chef

Mark Wraa-Hansen forlader posten som direktør i Mobilepay og overlader styringen af betalingsappen til Claus Bunkenborg.

Arkivfoto: Joachim Ladefoged.

En af danskernes mest populære apps skal have ny topchef.

Efter seks år i spidsen for Mobilepay stopper Mark Wraa-Hansen og overlader posten til Claus Bunkenborg, der i dag er medlem af direktionen i betalingsappen, der er ejet af Danske Bank.

Det oplyser Mobilepay i en pressemeddelelse.

Mark Wraa-Hansen bliver i stedet ny topchef i Danske Banks datterselskab Asset Finance. Selskabet er i Danmark kendt under navnet Nordania Leasing.

Mark Wraa-Hansen slipper dog ikke helt forbindelsen til Mobilepay. I forbindelse med sin fratræden fra chefposten, indtræder han i bestyrelsen i moderselskabet Mobilepay A/S, hvor han får særligt ansvar for dialogen med mulige samarbejdspartnere.

»Med Claus Bunkenborg som adm. direktør får Mobilepay en af Nordens mest erfarne kræfter inden for forståelse og udvikling af digitale og mobile betalinger,« siger Jacob Aarup-Andersen, bestyrelsesformand i Mobilepay, og fortsætter:

»Med Mark Wraa-Hansen som medlem af bestyrelsen bliver vi samtidig styrket i at kunne håndtere de mange alliancemuligheder, der konstant opstår i betalingsindustrien.«

Mobilepay blev udviklet af Danske Bank i 2013, men siden er næsten alle banker og pengeinstitutter blevet lukket ind i folden, så deres kunder også kan bruge appen.

Mobilepay passerede i december sidste år 4 mio. brugere, og antallet af brugere ligger i dag på omkring 4,1 mio.

Sidste år stod Mobilepay bag 281 mio. transaktioner, hvilket svarer til 8,9 transaktioner per sekund. For få uger siden offentliggjorde Mobilepay nye tal, der viste, at der er i årets første ni måneder er foretaget 244 mio. transaktioner, hvilket svarer til 10,3 transaktioner per sekund.

Mobilepay er i dag tilstede i Danmark og Finland. Claus Bunkeborg overtager også posten som bestyrelsesformand i Mobilepay Finland efter Mark Wraa-Hansen.

BRANCHENYT
Læs også