Fortsæt til indhold

Pandora skifter formand efter rædselsår med ventet negativ vækst

Helt som ventet er Peter A. Ruzicka nyt bestyrelsesmedlem for smykkekoncernen Pandora.

Erhverv
/ritzau/FINANS

Han er blevet valgt formelt på onsdagens ekstraordinære generalforsamling i selskabet i København. Det er planen, at den nye mand skal overtage formandsposten, efter at bestyrelsen har konstitueret sig - forventeligt inden årsskiftet.

Den nye bestyrelsesformand blev nomineret til posten for præcis en måned siden, da Pandora i den forbindelse indkaldte selskabets aktionærer til den ekstraordinære generalforsamling med ét eneste punkt på dagsordenen: valg af ny formand.

Peter A. Ruzicka var indtil tidligere i år administrerende direktør for norske Orkla, og før det har han haft ledende stillinger hos en række andre detailvirksomheder i Tjekkiet, Slovakiet og Baltikum inden for FMCG-sektoren, som er en engelsk forkortelse for hurtigtomsættelige forbrugsgoder.

Tidligere adm. direktør for Orkla, Peter A. Ruzicka, bliver ny formand for Pandora. Foto: Orkla.

Der har gennem længere tid været planlagt et skifte på posten som bestyrelsesformand, da den nu forhenværende, Peder Tuborgh, allerede i marts meddelte, at det var på tide at "give stafetten videre."

I forbindelse med den ordinære generalforsamling den 13. marts fortalte Peder Tuborgh smykkeselskabets bestyrelse, at den skulle ud at se sig om efter en ny formand for bestyrelsen.

- Sådan en beslutning er en, der kryber op i kroppen på én. Den sker ikke på noget specielt tidspunkt. Der har været nogle samtaler med min hustru, jeg har gået og arbejdet i haven - og pludselig - så sidder den der. Og så kan man ikke rigtig finde ud af, hvorfor det var sådan - men så er det sådan, sagde Peder Tuborgh dengang.

I forbindelse med onsdagens ekstraordinære generalforsamling oplyses det, at Peder Tuborgh fratræder posten senest ved årsskiftet.

Pandora har været ude i et stormvejr med svigtende salg - og det har kostet på ledelsesgangen i årets løb.

Alene i 2019 er der kommet en ny bestyrelsesformand, driftsdirektør Jeremy Schwartz fratrådte med øjeblikkelig virkning den 2. april.

Og det kom, kun kort efter at selskabet den 14. februar satte navn på selskabets nye topchef - Alexander Lacik - efter at den post havde stået tom i et halvt år, da den tidligere direktør, Anders Colding Friis, blev fyret.

Pandora er i gang med at forsøge at rette det skrantende salg op. Men det er en lang proces. I forbindelse med regnskabet for tredje kvartal måtte selskabet endnu engang skuffe aktiemarkedet med de opnåede resultater - og der fulgte en nedjustering med til investorerne.

Smykkeselskabet venter nu en negativ organisk vækst på 7-9 pct. i år. Til sammenligning havde Pandora i årene fra 2013 til og med 2016 en omsætningsvækst på mellem 30 og 40 pct.

Artiklens emner
Pandora
Peter Ruzicka