Ingeniørlønnen stiger igen: »Det er faktisk lidt bekymrende«

Lønnen stiger og stiger for ingeniørerne, i takt med at Danmark har brug for flere og flere af dem. Det er en bekymrende udvikling, mener IDA.

Danske Rambøll er Nordens 3. største ingeniørvirksomhed. De beskæftiger i dag mere end 15.500 medarbejdere. Pr-foto: Rambøll

Det er et godt tidspunkt at uddanne sig til ingeniør - i hvert fald hvis man vil være sikret fast job og god løn.

Der er nemlig mangel på ingeniører, og det har fået lønniveauet til at skyde i vejret, viser en ny undersøgelse fra Ingeniørforeningen i Danmark, IDA.

Foreningen har undersøgt lønstigningen hos sine medlemmer, der primært tæller ingeniører, it-specialister og science-uddannede. I gennemsnit er lønnen steget med 4 pct. i 2019 for ansatte i den private sektor og 3,3 pct. for de offentligt ansatte.

IDA’s medlemmer tjener i forvejen en slat mere end gennemsnitsdanskeren, og lønnen forventes at stige endnu mere i de kommende år.

Morten Thiessen, der er formand for Ansattes Råd i IDA, forklarer, at stigningen skyldes stor efterspørgsel på især ingeniører. Han spår, at udviklingen fortsætter, men er bekymret for tendensen.

»For det enkelte medlem ser de gode tider ud til at fortsætte, så langt øjet rækker, men for Danmark som produktionsland og videnssamfund er det faktisk lidt bekymrende,« siger han i en pressemeddelelse.

Han opfordrer især arbejdsgiverne til at forsøge at holde på seniorerne, men også at ansætte flere nyuddannede - både danske og udenlandske. Det er nemlig netop disse grupper, der udgør den - omend lille -aktuelle ledighed på 1 pct.

To tredjedele af de nyuddannede udenlandske kandidater, der har taget deres eksamen i Danmark, har nemlig enten forladt landet eller er slet ikke i arbejde to år efter endt uddannelse. Det viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, ifølge pressemeddelelsen.

»Der er noget at komme efter her, hvis man står med ubesatte stillinger,« siger Morten Thiessen.

BRANCHENYT
Læs også