Erhverv

Kina er umættelig: Fødevareeksporten sætter rekord

Eksporten af danske fødevarer og landbrugsprodukter sætter rekord i år. Væksten skyldes især en rekordstor eksport af svinekød til Kina. Også eksporten af mejerivarer er større end nogensinde før.

Både de danske slagterier og mejerier har kurs mod nye eksportrekorder i år. Fremgangen skyldes især et stigende salg til Kina.
Foto: Gregers Tycho

En eksplosiv vækst i salget til Kina har sendt den danske eksport af fødevarer og landbrugsprodukter på rekordkurs.

Sektorens samlede eksport stiger i år med mere end 6 mia. kr. til »mindst 168 mia. kr.,« lyder konklusionen i en analyse, som Landbrug & Fødevarer har udarbejdet på basis af nye eksporttal.

Dermed er der udsigt til, at den gamle eksportrekord på 166 mia. kr. bliver slået med mindst et par milliarder kroner.

»Det er Kina, der er lokomotivet i eksportvæksten. De danske slagteriers eksport af svinekød til Kina er øget med 106 pct. i årets første ni måneder. Det er rimelig vildt. Med den fart, der er på salget til Kina nu, vil væksten for hele året formentlig blive endnu højere,« vurderer Frank Øland, cheføkonom i L&F.

De eksplosive vækstrater skal ses i lyset af, at eksporten af svinekød til Kina først for alvor begyndte at stige i løbet af forårsmånederne. På det tidspunkt stod det klart, at et voldsomt udbrud af svinepest var kommet ud af kontrol og spredte sig som en steppebrand i det store land.

Det ventes, at sygdommen i år koster omkring 200 mio. grise livet alene i Kina. Det svarer til, at en fjerdedel af hele verdens svinebestand er udraderet på få måneder. Sygdommen har tilmed spredt sig til Vietnam, Filippinerne, Sydkorea og en række andre lande i Asien.

Konsekvensen har været prisstigninger til niveauer, som aldrig er set før. I perioder har de kinesiske landmænd fået en afregningspris på over 50 kr. pr. kilo svinekød. Samtidig har de kinesiske importører støvsuget verdensmarkedet for svinekød, hvilket har udløst en gevinst i milliardklassen til de danske slagterier anført af Danish Crown. De er godkendt til eksport til Kina og har stor frysekapacitet. En stor del af blandt andet de tyske slagterier er ikke så heldige.

»De danske slagterier har været perfekt positioneret til at få det optimale ud af Kinas voksende import. Udbruddet af svinepest i Kina synes stadig at være ude af kontrol, så hvis vi formår at holde sygdommen væk fra Danmark, ser det ud til, at også 2020 bliver et virkelig virkelig godt år for de danske svineproducenter,« vurderer Frank Øland.

Eksportrekord

Landbrug & Fødevarer opgør eksporten for hele den såkaldte fødevareklynge. Den omfatter både den klassiske fødevareeksport samt eksporten af biobaserede produkter som foder og minkskind. Også landbrugsmaskiner og anden agroteknologi indgår i opgørelsen.

I årets første ni måneder er fødevareklyngens eksport vokset 4 mia. kr. til 125,5 mia. kr.

Det er eksporten af fødevarer, der trækker stort set hele væksten.

Værdien af svinekødseksporten er øget 2,25 mia. kr. til 24 mia. kr., mens mejerieksporten er øget 0.56 mia. kr. til 16,3 mia. kr.

Eksporten af fisk er øget med 0,9 mia. kr. til 18,3 mia. kr.

Der er nemlig også svinepest i Østeuropa, og de seneste uger har den frygtede sygdom spredt sig til det vestligste Polen nær grænsen til Tyskland. Et udbrud i Tyskland vil sende chokbølger gennem hele slagterisektoren og landbruget i Europa, men det ultimative skrækscenarie er et udbrud i selve Danmark.

»Jeg tør dårligt nok tænke tanken. Hvis det skulle ske, slutter det aktuelle eksporteventyr omgående,« siger Frank Øland. Et udbrud af svinepest i Danmark vil medføre, at markeder uden for EU lukker for import af dansk svinekød.

Hvis det lykkes at holde svinepesten på afstand, er der gode muligheder for, at eksporten af fødevarer og landbrugsprodukter kan stige yderligere næste år. Slagterierne fik en elendig start på 2019, men kommer nærmest flyvende ind i 2020.

Også mejerierne anført af Arla har i år øget eksporten til det højeste niveau nogensinde - målt i både mængde og værdi.

Samtidig har stigende kurser på blandt andet dollar, pund og yen forbedret de danske eksportvirksomheders konkurrenceevne og løftet værdien af de solgte varer, når der omregnes til danske kroner.

Den nye eksportanalyse, som L&F har udarbejdet på basis af eksporttal fra Danmarks Statistik, viser, at opsvinget i høj grad bygger på det relativt ustabile kinesiske marked. Kina tegner sig for 45 pct. af hele sektorens eksportvækst og er nu tæt på at overtage Storbritanniens position som det tredjestørste marked for danske fødevarer og landbrugsprodukter.

BRANCHENYT
Læs også