Erhverv

Millionerne ruller atter ind hos Saint Tropez-grundlægger

Erhvervsmanden Niels-Henrik Henriksens personlige selskab Terra Nova kan igen prale af millionoverskud. Samtidig er egenkapitalen vokset til over 500 mio. kr., viser nyt regnskab.

Niels Henrik-Henriksen solgte i 2002 tøjkæden Saint Tropez til tøjgiganten IC Group. Foto: Lasse Kofod

Den nordsjællandske erhvervsmand og grundlægger af det kendte tøjmærke Saint Tropez, Niels-Henrik Henriksen, kan efter et sløjt regnskab sidste år igen notere sorte tal på bundlinjen.

Niels-Henrik Henriksens personlige holdingselskab Terra Nova kommer således ud af regnskabsåret 2018/19 med et overskud på knap 24 mio. kr., mens egenkapitalen igen er begyndt at vokse og lige akkurat sniger sig op over 500 mio. kr., viser regnskabet.

Dermed har Niels-Henrik Henriksens Terra Nova fået vendt sidste års udvikling, der bød på et underskud på mere end 15 mio. kr.

Det var første gang i flere år, at Terra Nova måtte indkassere et underskud. I perioden 2012-2017 var der hvert år plus på bundlinjen, og holdingselskabet kastede i samme periode et samlet overskud på næsten 250 mio. kr. af sig.

Samtidig er egenkapitalen vokset støt gennem årene og er mere end fordoblet siden 2012, hvor den lød på 243 mio. kr. Faktisk var det kun sidste år, at pengetanken skrumpede, da årets underskud barberede en luns af egenkapitelen.

Niels-Henrik Henriksen solgte i 2002 tøjmærket Saint Tropez til tøjkoncernen IC Group, hvilket indbragte ham en fortjeneste på 21,1 mio. kr.

Formuen er siden vokset gennem investeringer i aktier og en række ejendomsprojekter – bl.a. sammen med den aarhusianske byggematador Mogens de Linde.

BRANCHENYT
Læs også