Erhverv

Kurator mistænker Jesper Øhlenschlæger for at bruge firmaets penge på mad, vin og hustruens sommerhus

Blockchain Nordic, som erhvervsmanden Jesper Øhlenschlæger står bag, har ifølge kurator muligvis brugt firmakortet til private udgifter.

Jesper Øhlenschlæger er blevet indblandet i et kaotisk forløb med hans blockchainprojekt. Foto: Gregers Tycho Arkivfoto: Gregers Tycho

Den danske erhvervsmand Jesper Øhlenschlæger bør efterforskes af politiet i forbindelse med konkursen i hans kryptovaluta-satsning Blockchain Nordic.

Det mener kurator i konkursboet, skriver Børsen, der har fået aktindsigt i en såkaldt cirkulærskrivelse. Heri fremgår det bl.a., at Blockchain Nordic, som Jesper Øhlenschlæger står bag, ifølge kurator efter alt at dømme bl.a. har brugt firmaets penge på talrige restaurantbesøg, vin for tusindvis af kroner og tømrerarbejde på Jesper Øhlenschlægers hustrus sommerhus.

Alt sammen noget, som ifølge kuratoren er private udgifter.

Jesper Øhlenschlæger er et forholdsvis kendt navn i dansk erhvervsliv - men ikke udelukkende af flatterende årsager. Han gik i 2010 konkurs med en milliardgæld med vindmølleselskabet Skykon og blev tre år senere begæret personligt konkurs.

Siden kastede Jesper Øhlenschlæger sig over kryptovalutaer med firmaet Blockchain Nordic, hvor private kunne investere deres sparepenge. Men selskabet gik tidligere på året konkurs, og en kunde har ifølge Børsen anmeldt firmaet til politiet, fordi han føler sig bedraget.

Jesper Øhlenschlæger afviser over for Børsen at have brugt Blockchain Nordics penge på restaurantbesøg og dyre vine og på privat tømrerarbejde på hustruens sommerhus.

Udover at sende sagen videre til politiet har kuratoren i Blockchain Nordic indstillet til, at hele den tidligere ledelse i selskabet ryger i konkurskarantæne.

Det drejer sig om Jesper Øhlenschlæger, hans svoger Lars Skovbjerg Sørensen og tidligere direktør i Blockchain Nordic Nicholas Weiling Laursen, skriver Børsen.

Konkurskarantæne betyder, at en person i en periode får et forbud mod at deltage i ledelsen af en virksomhed, hvor personen ikke hæfter personligt og ubegrænset for dens forpligtelser. En konkurskarantæne vil som udgangspunkt blive pålagt for tre år.

BRANCHENYT
Læs også