Erhverv

28-årig sidder på toppen af et af verdens ældste pengebjerge - britisk valg truer formuen

Uanset om Boris Johnson eller Jeremy Corbyn vinder valget i Storbritannien, kan det give problemer for milliardæren Hugh Grosvenor og hans ejendomsportefølje.

Hugh Grosvenor ankommer her til et tidligere arrangement ved det britiske kongehus. Foto: John Stillwell/AP

Blandt aristokratiet og de rige tales der ofte om "nye" og "gamle" penge.

For Hugh Grosvenor, der er den 7. Hertug af Westminster, er der i den grad tale om "gamle" penge. Og mange penge.

Men parlamentsvalget torsdag i Storbritannien kan betyde store omvæltninger for Hugh Grosvenor. Uanset om Labour eller De Konservative vinder valget, skriver Bloomberg.

Den 28-årige hertug er Storbritanniens tredjerigeste person med en anslået formue på omkring 11,8 mia. dollars.

Pengene er skabt på et verdensomspændende ejendomsimperium, og den 28-årige kan datere sin og familiens formue helt tilbage til tiden omkring Vilhelm Erobreren, som invaderede England i 1066.

I London er det især områderne Mayfair og Belgravia. De to områder er noget af det mest eksklusive i Storbritannien, og ejendommene handles til de højeste priser i verden.

Hugh Grosvenor og hans selskab Grosvenor Group er kommet i strid modvind i London, fordi selskabet vil rive flere boligblokke ned og i stedet bygge nyt. Beboerne, som typisk har fået anvist boligerne af kommunen, er rasende over udsigten til at skulle smides ud, når lejemålene udløber i 2023.

Labours leder Jeremy Corbyn har tidligere kaldt den 28-årige hertug for en »yderst tvivlsom udlejer« i forbindelse med en generel kritik af landets milliardærer, som Corbyn beskylder for at have »fusket« med det finansielle system til deres egen fordel.

Jeremy Corbyn har sagt, at han vil indføre højere skatter for de rige og indføre strammere regulering for de store ejendomsejere.

Men heller ikke en sejr til Boris Johson er særlig ønskværdig for Grosvenor Group. En valgsejr til De Konservative vil føre til et klart brexit, og det kan potentielt få værdien af fast ejendom i Storbritannien til at falde og dermed værdien af hertugens formue.

En talsmand for Hertugen af Westminster har ikke ønsket af kommentere de to mulige udfald af valget, skriver Bloomberg.

The Grosvenors har dog tidligere i historien haft større udfordringer end en fjendtlig indstillet Labour-regering. Familien har klaret sig gennem mange krige og skiftende politiske vinde.

Den kan spore familiens aner næsten 1.000 år tilbage til en slægtning af Vilhelm Erobreren, der invaderede England fra Normandiet i 1066.

Familiens oprindelige velstand blev skabt gennem ejerskab af miner, men den mere nutidige del af deres formue kan direkte sættes i forbindelse med et fornuftsægteskab fra 1600-tallet.

Sir Thomas Grosvenor modtog 500 hektar sump og frugtplantage, som dengang lå vest for London City, som medgift fra forældrene til hans 12-årige brud.

Den gamle sump, som i dag er Mayfair og Belgravia, er nu centrum for nogle af Londons mest velhavende lejere, herunder luksusbutikker, kunstgallerier og kapitalfonde.

Grosvenor Group har med tiden udvidet sin forretning til 60 byer over hele verden og forvaltede aktiver på i alt 15,9 milliarder dollars ved udgangen af sidste år. Men virksomhedens kerne er stadig London.

Hugh Grosvenor blev chef for familien, da hans far Gerald døde af et hjerteanfald 64 år gammel i 2016.

BRANCHENYT
Læs også