Fortsæt til indhold

Emballagespild koster danske virksomheder milliarder af kroner

Erhvervsminister Simon Kollerup opfordrer til at skabe en langt mere bæredygtig dansk e-handel ved gøre op med et voksende emballagespild, der vurderes at koste dansk erhvervsliv et tocifret milliardbeløb om året.

Handels- og logistikbranchen kommer i den grad til at skulle levere på den grønne omstilling, lyder det fra erhvervsminister Simon Kollerup. Arkivfoto: Stine Rasmussen
Erhverv

Varer købt på nettet, der ankommer i alt for store kasser proppet med papir eller bobleplast, er en voksende klimasynder og tilmed rasende dyrt for virksomhederne.

Derfor vil erhvervsminister Simon Kollerup gøre op med emballagespildet, når han inden længe præsenterer en ny vækstplan for handel og logistik. Regeringen er samtidig forpligtet af nye EU-regler om producentansvar for emballage, der skal gennemføres inden udgangen af 2024.

»I takt med, at vi er flere og flere, der køber stadig flere ting på nettet, bliver potentialet i at gøre noget ved emballagespildet lige præcis her bare større og større. Hele logistik- og handelsbranchen kommer i den grad til også at være nogle af dem, der skal levere på den grønne omstilling,« siger han.

Krav om mere bæredygtig emballage kan både spare virksomhederne for penge og åbne nye forretningsmuligheder for danske virksomheder, understreger Simon Kollerup.

Ifølge en analyse fra Teknologisk Institut kan danske virksomheder spare 11,8 mia. kr. om året på at gøre op med emballagespildet, og samtidig kan klimabelastningen reduceres med over 600.000 tons CO2 om året jævnfør instituttets estimat.

»Der er så stort et potentiale her, og det er samtidig så ekstremt tydeligt et billede på den politik, som regeringen gerne vil føre. Nemlig at den mest ambitiøse grønne omstilling af en nation i hele verden faktisk godt kan gå hånd i hånd med, at der kan tjenes penge på det,« siger han.

Regeringen vil nu kulegrave virksomhedernes emballageforbrug herhjemme og kortlægge løsningsforslag sammen med branchen, der kan hjælpe med at komme frådseriet til livs.

Modsat Tyskland, der allerede har indført nye krav inden for emballagehåndtering, er regeringen ikke i første omgang på vej med nye lovkrav.

Foreningen for Dansk Internethandel, FDIH, tager positivt imod udfordringen.

»Over det seneste år har vi selv adresseret behovet for bæredygtig emballage både af hensyn til klimaet, og fordi det er en rigtig dårlig forretning at fragte alt for meget tom emballage og luft rundt,« siger kommunikationschef i FDIH Henrik Theil.

»Jeg har selv prøvet at bestille noget, hvor jeg har stået og kigget forundret, fordi den vare, jeg havde bestilt, ikke engang fyldte en fjerdedel af den kasse, den kom i.«

Artiklens emner
FDIH
Teknologisk Institut