Rejsegigant tjente mere end ventet trods 737 Max-problemer
Det tyske britiske rejseselskab Tui AG har aflagt regnskab for det forskudte helår, hvor den justerede driftsindtjening er bedre end ventet, mens salget er lidt til den svage side.
Salget landede i regnskabsåret på 18,93 mia. euro, hvilket er under analytikerestimatet indsamlet af Bloomberg News på 19,39 mia. euro.
Den underliggende EBITA-indtjening blev på 893 mio. euro, hvilket er over analytikernes forventning på 860,9 mio. euro. Eksklusive udgifterne forbundet til problemerne med Boeing 737 Max-flyene er den underliggende EBITA-indtjening på 1,19 mia. euro.
For det nye regnskabsår 2019/20 ventes en underliggende EBIT-indtjening på 0,95-1,05 mia. euro, hvilket er inklusive udgifter på 130 mio. euro relateret til 737 Max-flyene.
Det er et scenarie, hvor 737 Max-flyene kommer tilbage på vingerne ved udgangen af april næste år. Hvis det ikke er tilfældet, og de bliver på jorden resten af regnskabsåret 2019/20, så vil det medføre yderligere omkostninger på 220-270 mio. euro.
Tui AG-aktien ligger med en stigning på 1,4 pct. i 958,80 pence på børsen i London.



