Erhverv

Blue City har ikke længere hul i kassen

Et underskud på 12 mio. kr. tvang Blue City til at lukke en række butikker. Nu er tabet indhentet.

Blue City, der køber og sælger brugt elektronik, afløste i sin tid konkursramte Blockbuster på det danske marked. Foto: Gregers Tycho.

Butikskæden Blue City fik en hård begyndelse på det danske marked, men nu er de trange tider for alvor slut.

Tre år i træk med millionoverskud betyder nemlig, at der ikke længere mangler penge i kassen hos den hurtigtvoksende kæde. Det afslører et nyt årsregnskab.

I regnskabet, der omfatter en periode på 18 måneder, tjente Blue City 5,4 mio. kr. Det betyder, at egenkapitalen ikke længere er i minus, og at selskabets revisor ikke længere rejser tvivl om den fortsatte drift.

Det har han tidligere gjort.

Blue City, der køber og sælger brugt elektronik, afløste i sin tid konkursramte Blockbuster på det danske marked. Direktør Søren Heilmann valgte sammen med en gruppe investorer at videreføre 12 af Blockbusters 46 danske butikker.

Blockbusters storhed og fald
  • Blockbuster-kæden blev grundlagt i USA i 1985 og voksede sig til en af verdens største butikskæder med udlejning af film og spil.
  • På sit højeste havde Blockbuster over 9.000 butikker i USA og 28 andre lande over hele verden.
  • Men svigtende salg og udlejning, enorm gæld og hård konkurrence fra streamingtjenester og tv on-demand betød, at den amerikanske mastodont i september 2010 indgik konkursbegæring.
  • Herhjemme fortsatte Blockbuster-butikkerne lidt endnu, men måtte dreje nøglen om i juni 2014.

Ambitionen var at skabe den første landsdækkende kæde for brugt forbrugerelektronik - uden at videreføre den gammeldags filmudlejning, som Blockbuster var kendt for.

Men det gik i første omgang ikke helt efter planen.

Folkene bag Blue City åbnede efter eget udsagn for mange butikker fra dag ét, og efter et underskud på 12 mio. kr. måtte de restrukturere virksomheden og lukke seks butikker.

I dag har Blue City otte butikker og en netbutik.

»Virksomheden forventer at åbne yderligere e-commerce-platforme i 2019/20 på flere markeder og forventer fortsat vækst i både omsætning og indtjening,« skriver ledelsen i det nye regnskab.

Blue City er ejet af investorbrødrene Karsten Frost Mathiesen og Morten Krøyer Mathiesen.

BRANCHENYT
Læs også