Erhverv

Brexit afgør alt: Dansk fisker har 80 pct. af sine indtægter i klemme

Fiskeskipper Karsten Mølgaard henter 80 pct. af sine fangster i britiske farvande. Derfor følger han nervøst slutspillet i brexit-forhandlingerne, der skal afgøre, om udenlandske fiskere fortsat får adgang til britiske farvande.

Fiskeskipper Karsten Mølgaard henter 80 pct. af sin omsætning i britiske farvande. Nu forlader Storbritannien EU, og det er endnu uvist om fiskere fra EU i fremtiden får adgang til de britiske farvande.
Foto: René Schütze

På Frysehuskajen i Hirtshals følger fiskeskipper Karsten Mølgaard nervøst de brexit-forhandlinger, som nu går ind i den afgørende fase.

Udfaldet af forhandlingerne får helt afgørende betydning for Karsten Mølgaard og den 10 mand store besætning på trawleren Isafold, som han er medejer af.

»De seneste to år har vi hentet omkring 80 pct. af vores omsætning i britiske farvande, så det er meget vigtigt for os, at vi forsat har adgang til de områder, når briterne forlader EU,« forklarer Karsten Mølgaard.

Efter Boris Johnsons valgsejr står det klart, at Storbritannien forlader EU 31. januar 2020. Det er allerede aftalt, at resten af 2020 bliver en overgangsperiode, hvor handel, fiskeri mm. vil foregå på uændrede vilkår. Hvad der herefter sker, skal forhandles på plads i løbet af de kommende måneder.

Hidtil er 60-70 pct. af fiskene i de britiske farvande blevet fanget af udenlandske fiskere som Karsten Mølgaard. I debatten om brexit har både de britiske fiskere og nogle britiske politikere højlydt krævet, at de »vil have deres vand og deres fisk tilbage.«

Hvis det sker, vil det være en katastrofe for dansk fiskeri. 40 pct. af erhvervets samlede fangster hentes i britiske farvande, og for industrifiskere som Karsten Mølgaard er det i gennemsnit 70 pct. Langs den jyske vestkyst er fiskernes landinger grundlaget for tusindvis af arbejdspladser i havnene, auktionshusene, fiskemelsfabrikkerne, skibsværfterne og hos de lokale håndværkere.

»Vi fisker i britiske farvande, fordi det er der, vi hurtigst kan fylde lasten med fisk af høj kvalitet. Hvis vi mister adgangen til britiske farvande, vil vi – og mange andre fiskere – søge ind i andre områder, hvor man skal bruge længere tid på at søge efter fiskene og risikerer at fange fiskene, når de er yngre og mindre,« forklarer Karsten Mølgaard.

Konsekvensen bliver altså, at skibe som Isafold skal fange flere fisk for at få det samme antal tons i lasten.

»Og vi skal endda bruge længere tid på det. Det vil ramme vores indtjening og samtidig resultere i, at fiskeriet bliver mindre bæredygtigt. Der kommer også en hårdere konkurrence om fiskene i farvandene langs Danmark, Tyskland og Holland, hvis mange fiskere presses ud af de britiske farvande,« siger Karsten Mølgaard.

Fiskekvoterne er knyttet til bestemte arter og områder - eksempelvis sild i Nordsøen - så den enkelte fisker kan ikke bare sejle helt andre steder hen for at fiske.

Karsten Mølgaards skib Isafold er snart 14 år gammelt. Den kæmpestore gule og hvide trawler er i fin stand, men Karsten Mølgaard og de øvrige ejere har alligevel i nogen tid ønsket at investere i et nyt skib.

»Efterhånden er der mange udgifter til vedligehold, og vi vil gerne have den nyeste teknologi og overvejer at bygge et mere miljørigtigt fartøj,« fortæller Karsten Mølgaard.

Den beslutning er dog blevet udskudt på grund af bekymringen for, at brexit i værste fald kan medføre, at indtægterne falder, og omkostningerne stiger, hvis der lukkes for adgangen til britiske farvande.

»Vi har valgt at udskyde investeringen til der er klarhed om, hvordan fiskeriaftalen med Storbritannien lander,« siger Karsten Mølgaard. Rederiet Isafold beskæftiger i alt 22 plus en masse i følgeerhvervene, hvilket de mange håndværkerbiler på kajen vidner om.

Selv om brexit hænger som en stor sort sky over erhvervet indgår det ikke i overvejelserne at lukke forretnngen, understreger Karsten Mølgaard.

»I fiskeriet har vi altid været vant til at have en revolver rettet mod panden i form af mærkelige politiske eller biologiske beslutninger. Men det er korrekt, at brexit-revolveren er en af de store.«

BRANCHENYT
Læs også