Erhverv

89-årig købmandsenke fik 30 mio. kr. for sine butikker

Men Ida Jacobsen er langtfra gået på pension.

Salget af de fire lejemål markerede afslutningen på Ida Jacobsens lange liv i dagligvarebranchen. Foto: Johan Mikkelsen

Dagligvarebranchens grand old lady fik en klækkelig sum penge for at afhænde de fire sidste lejemål i sin supermarkeds-virksomhed.

Et nyt regnskab afslører, at den 89-årige Ida Jacobsen fik 30 mio. kr. for at sælge fire Meny-supermarkeder, der var en del af hendes virksomhed Jaco Supermarkeder. Det skriver Dansk Handelsblad.

De fire lejemål blev overtaget af Salling Group, som omdanner dem til Netto-butikker.

Salget af de fire lejemål markerede afslutningen på Ida Jacobsens lange liv i dagligvarebranchen. Ida Jacobsen, også kendt som Fru Jacobsen af ansatte og bekendte, har styret Jaco-koncernen, siden hendes mand Carl Børge Jacobsen døde i 1988.

Begge hendes børn er døde, og de fire børnebørn ville ikke overtage Jaco Supermarkeder. Derfor valgte hun at sælge sine sidste supermarkeder til Salling-koncernen.

»Salling Group sagde fra begyndelsen, at de rigtigt gerne ville købe vores lejemål. Jeg fortalte dem, at jeg bestemt ikke var færdig med at regere. Men så begyndte jeg at tænke over, om mine børnebørn havde interesse i et generationsskifte, og det fik mig til at vende tilbage til Salling Group, hvorefter vi hurtigt og sobert fik lavet en fin aftale,« fortalte Ida Jacobsen i den forbindelse til Finans.

Egentlig ville Ida Jacobsen oprindeligt være sygeplejerske, men som 19-årig åbnede hun sammen med sin mand en købmandsforretning i Aarhus.

Siden voksede forretningen, og i 1960 var Jacobsen-parret det første til at åbne en selvbetjent købmandsbutik. Ved udgangen af 1990'erne bestod parrets koncern af fem Jaco-supermarkeder og 39 Alta-discountbutikker.

Alta blev senere købt af købmandskoncernen Dagrofa, og til slut kneb det med indtjeningen i Jaco Supermarkeder.

Nu er den 89-årige Ida Jacobsen færdig med at sælge dagligvarer, men hun er stadig direktør i 12 selskaber.

»Jeg har fortsat nogle ejendomme, som jeg vil beholde. Jeg er stadig en frisk dame, som kan alting selv,« sagde hun tidligere på året til Finans.

BRANCHENYT
Læs også