Erhverv

Bruun Rasmussen er gået i sort - flere auktioner udskudt

Bruun Rasmussen har måttet ty til pandelamper og stearinlys for at vurdere indleverede emner.

Et strømnedbrud har fået auktionshuset Bruun Rasmussen til at udskyde flere auktioner. Her er det Jakob Dupont, adm. direktør hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner A/S, sammen med Jesper Bruun Rasmussen. Foto: Mathias Svold.

Det anerkendte auktionshus Bruun Rasmussen er blevet tvunget til at udskyde fire auktioner, hvor 727 malerier, designmøbler og andre kunstgenstande skal under hammeren.

En defekt pumpestation på en nærliggende byggeplads gav oversvømmelse i den bygning i Nordhavnen i København, som auktionshuset lejer sig ind i. Det fik en el-tavle til at smelte. Den manglende strøm har lagt auktionshusets datacenter ned fra natten til torsdag i sidste uge og indtil i søndags.

»Det er dybt ærgerligt. Vi er uden skyld i nedbruddet, som statistisk set sker for hostingselskaber en gang hvert 10. år. Nu er det desværre sket for os,« siger Jakob Dupont, adm. direktør i Bruun Rasmussen.

Han valgte også at udskyde mandagens auktioner, fordi han vil være sikker på, at de potentielle købere når at blive klar over, at auktionshuset er oppe at køre igen, så de byder på emnerne.

»På den måde er der hverken tab for købere eller sælgere. Men det er ubelejligt, og for nogle kan det være svært at nå at hente emnerne inden jul, hvis man vil give et maleri i julegave. Det er vi dybt kede af,« siger Jakob Dupont.

Jeg vil have vores it ud, for jeg orker ikke mere.

Jakob Dupont, adm. direktør i Bruun Rasmussen

Auktionshuset har mødt forståelse fra kunderne, oplyser direktøren.

»Sådan noget er ikke rart for vores omdømme, men jeg tror, at alle har forståelse for, at netbanken eller Mobilepay en gang imellem er nede. Når det handler om teknik, er man ikke altid herre over situationen,« siger Jakob Dupont.

Den manglende strøm har givet de ansatte helt specielle arbejdsbetingelser. De måtte i begyndelsen klare sig med lommelygter, pandelygter og stearinlys til at vurdere, om emner, der blev indleveret, var salgbare.

»Hvis tingene var salgbare, har vi ikke lavet en vurdering, før vi kunne se emnerne i et ordentligt lys,« fortæller Jakob Dupont.

Bygningen blev for år tilbage oversvømmet i forbindelse med et skybrud. Den gang lovede udlejeren, at der ville blive installeret en højvandspumpe. Det har Bruun Rasmussen-direktøren måttet konstatere alligevel ikke er sket, og det er han godt og grundigt træt af.

Det intensive byggeri i området betyder, at Bruun Rasmussen snart flytter it-hostingen væk fra området.

»Det er primært af sikkerhedsmæssige årsager. Der er ingen garanti for, at strøm og vand håndteres ordentligt. Der er byggefelter alle steder omkring os. Jeg vil have vores it ud, for jeg orker ikke mere,« siger Jakob Dupont, som forventer, at it-flytningen gennemføres i løbet af næste forår.

BRANCHENYT
Læs også