Krisen i B&O tager til: »Alle alarmklokker ringer«
For fjerde gang på et år har Bang & Olufsen måttet nedjustere. Det er reelt katastrofalt, mener en investeringsøkonom.
Krisen tager til i det gamle danske elektronikklenodie Bang & Olufsen, der tirsdag aften sendte endnu en chokbesked ud til fondsbørsen.
For fjerde gang på et år har B&O måttet nedjustere sine forventninger. Denne gang lyder det, at salget i B&O er faldet mere end forventet og nu bliver 13-18 pct. lavere end sidste år.
»Alle alarmklokker ringer,« skriver Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, i en kommentar.
Han mener, at tirsdagens nedjustering kom som »et chok« for investorerne, og han spår, at B&O-aktien vil falde med op mod 25 pct., når fondsbørsen åbner onsdag.
»Ved de tidligere tre nedjusteringer er aktien faldet med over 25 pct. Ikke meget tyder på, at det ikke mindst bliver den samme reaktion, som rammer investorerne, når virkeligheden melder sig ved børsens åbning. Fire nedjusteringer på stribe er ikke kun slemt, men reelt katastrofalt,« skriver Per Hansen.
Udover et stort fald i omsætningen forventer B&O en negativ ebit-margin og negative frie pengestrømme. De økonomiske kvaler sætter ifølge Per Hansen endnu engang spørgsmålstegn ved, om B&O kan overleve som en selvstændig virksomhed, eller om man skal finde en strategisk partner eller køber.
»Der er ikke plads til flere fejl,« konstaterer Per Hansen.
Manden, der skal redde B&O, er den nye topchef Kristian Teär. Han tog over for to måneder siden, og selvom han allerede nu har måttet servere endnu en nedjustering for investorerne, siger han, at den strategiske retning i B&O er uændret.
»Men det står klart, at der skal ske en fundamental ændring af salgs- og marketingsindsatsen og skabes en kultur, hvor vi er tættere på kunder og partnere,« siger Kristian Teär i fondsbørsmeddelelsen.
Da Kristian Teär i oktober tog over efter Henrik Clausen, sagde svenskeren, at han ser »store muligheder« for B&O.
»Bang & Olufsen har et ikonisk brand, der står meget stærkt og er kendt i hele verden. Og produkterne er fantastiske. Så nu skal vi fortælle flere om dette fantastiske brand og få dem til at købe flere af vores produkter,« lød det.
B&O offentliggør det endelige regnskab for første halvår af 2019/20 den 14. januar 2020.

