Fortsæt til indhold

Carlsbergs mobning af sig selv gav 1. plads

Det danske bryggeri fortalte de britiske kunder, at øllen var for dårlig, og at opskriften derfor blev ændret.

Carlsberg vandt prisen for bedste reklamekampagne, udskrevet af Marketing Week, for en kampagne, hvor man indrømmede at have lavet for dårligt øl.
Erhverv

Englænderne har ”probably” den bedst udviklede sans for humor i hele verden.

De forstod i hvert fald Carlsbergs budskab så godt, at det anerkendte Marketing Week har kåret bryggeriets britiske kampagne ”Probably Not” som den bedste reklamekampagne i 2019.

Det er magasinets læsere, der kårede Carlsberg som vinder foran en reklamekampagne fra supermarkedskæden Tesco.

Carlsbergs reklame var af den mere modige slags. Bryggeriet indrømmede over for sine kunder, at man var ”faret vild” og derfor gennem en årrække havde brygget for ringe øl.

Samtidig lovede man at lave opskriften om og sende bedre og mere velsmagende øl på gaden i Storbritannien.

Carlsberg har gennem utallige år kørt et reklameslogan, der lyder ”Probably the best beer in the world” - ”Verdens bedste øl, sandsynligvis”.

Et slogan, som især briterne har taget til sig og rost for den underspillede måde at fortælle forbrugerne, at man leverer verdens bedste øl uden at sige det direkte.

Men salget af Carlsberg Pilsner i Storbritannien har konstant været på retur og derfor valgte bryggeriet at gå til bekendelse med et nyt midlertidigt slogan: ”Probably (not) the best beer in the world”.

Carlsberg har været nødt til at skifte opskriften på sin øl i UK i erkendelse af, at den efter dagens standard er for ringe. Det indrømmede bryggeriet i sine egne annoncer.

»Vi var nervøse for lanceringen af kampagnen, fordi vi aldrig havde prøvet noget lignende før. Vi har ikke tidligere talt så ærligt og direkte til forbrugerne, og det er der ikke mange mærkevareproducenter, der gør. Men vi blev nærmest overvældet over den positive respons,« siger Lynsey Woods, der er marketingchef for Carlsberg UK til Marketing Week.

Det oprindelige slogan ”Probably the best beer in the world” er fra 1973 og blev opfundet af reklamebureauet Saatchi & Saatchi i London.

I 2011 forsøgte Carlsberg at slå sit egen slogan ihjel og opfandt nogle nye som eksempelvis ”That calls for a Carlsberg”.

Men det slog ikke an og flere af bryggeriets egne medarbejdere gjorde oprør og nægtede at opgive det originale slogan.

I 2015 gik man så officielt tilbage til det oprindelige, og det har åbenbart været en vindersag.

Artiklens emner
Bryggeribranchen
Carlsberg