Erhverv

Væltet stillads ikke involveret i nogen faglig konflikt

Der hersker ingen faglig tvist om væltet stillads på Scandiagade, fortæller stilladsformand.

Det stillads, der natten til søndag er væltet på Scandiagade i København, er ikke involveret i nogen faglig konflikt. Det fortæller formand for Stilladsarbejdernes Landsklub Thomas Strømsholt.

Politiet efterforsker det væltede stillads, da vejret ikke kan forklare episoden.

Tidligere på måneden blev et stillads, der havde været involveret i en faglig konflikt, væltet på Nørrebro af demonstrerende stilladsarbejdere.

Men der er ingen faglig konflikt, der involverer det stillads, som er væltet natten til søndag, forklarer Thomas Strømsholt

- Det har intet med os at gøre, siger han.

- Vi har ikke nogen faglig tvist vedrørende stilladset ude på Scandiagade.

- Vi ved, at det er bygget af et organiseret stilladsfirma, som er medlem af stilladssektionen (hos Dansk Byggeri, red.). Og vi ved, at det er organiserede kolleger, der har bygget den del, der er væltet.

Stilladsets ejer, Mikael Iversen fra FM Stilladsservice, er ikke i tvivl om, at der er tale om hærværk. Det bygger han på, at der er et stort tov i stilladset, samt at de dele, der skal holde stilladset på plads langs bygningen, er skruet af.

Den udlægning bekræfter Thomas Strømsholt.

Han peger på, at der nok er andre motiver end det faglige.

- Vi har tidligere talt om, at der er kommet et kriminelt parallel marked inden for byggeri og anlæg. Og så tror jeg, at der er nogle, der er blevet inspireret, siger han.

Ingen kom til skade, da stilladset væltede natten til søndag. Stilladset har heller ikke ramt nogle biler, men noget belysning af gaden er blevet sat ud af spillet.

Politiet efterforsker søndag omstændighederne for det væltede stillads.

BRANCHENYT
Læs også