Populært spil tjente 12 milliarder i 2019
Fortnite sidder stadig på toppen over de mest indtjenende spil efter tre år på markedet.
Det populære spil Fortnite har været en enorm succes. Og noget tyder på, at succesen fortsætter. Spillet blev i 2019 det bedst indtjenende - en titel, der også prydede Fortnite i 2018.
Det skriver CNN Business.
Spillet slog faktisk rekord i 2018, når det kommer til indtjening. I 2018 tjente Fortnite mere end noget andet spil i historien, og selvom indtjeningen fra 2019 er et fald på 25 pct. fra 2018, så ligger spillet altså stadig på toppen af listen med en indtjening svarende til ca. 12 milliarder kroner.
Fortnite har især vundet popularitet hos yngre børn. Spillet er især kendt for sit tegnefilmslook og har også vundet megen opmærksomhed fra børn ved at have særlige danse inkorporeret i spillet.
Spillet følger en model, der er blevet mere og mere populær de seneste år, hvor brugerne kan betale sig til digitale goder. Her kan man altså smide lidt ekstra penge for at få adgang til f.eks. såkaldte ”skins”, der er nyt tøj eller udseende til spillets figurer.
Skaberne af spillet er også god til at skabe opmærksomhed omkring Fornite. I oktober fik de spillet til at gå i sort for at markere, at en æra af spillet var slut, mens en ny skulle til at begynde.
Først var der dog stor tvivl om, hvorvidt producenten Epic Games, der står bag Fortnite, havde valgt at lukke spillet ned for bestandigt.

