Aston Martin kan få kæmpe investering fra canadisk milliardær
Luksusbilfabrikanten Aston Martin kan måske se frem til en kapitalindsprøjtning af canadisk milliadær.
Der er brug for en ordentligt kapitalindsprøjtning, hvis Aston Martin skal holde motoren kørende, og det ser ud til, at den britiske bilkoncern kan få injektionen fra en canadisk milliardær.
Det skriver Bloomberg News mandag.
Aston Martin, der er kendt for sine luksusbiler og som den primære billeverandør til den fiktive superagent James Bond, kan muligvis få rakt en guldfinger af den canadiske milliardær Lawrence Stroll.
Stroll ejer formel 1-selskabet Racing Point, der ifølge kilder tæt på sagen er åben for en investering på 200 mio. pund - svarende til 1,74 mia. kr.
Trods forlydenderne er der for nuværende ingen fastsat aftale, ligesom at aftalens omfang kan ændre sig, skriver Bloomberg News.
Det kinesiske selskab Geely, der blandt andet ejer svenske Volvo, har også har været i dialog med Aston Martin om mulige investeringer i selskabet.
Det er primært Aston Martins bilteknologi, der er i kikkerten, da Geely håber, at det ville kunne gavne selskabets øvrige investeringer i bilmærker som Lotus.
Nyheden fik sat turbo i Aston Martin-aktien fredag, hvor den høvlede frem med 20 pct. på børsen i London. Aktien har dog siden mistet noget af sin momentum, men fortsætter sin fremadgående tendens med en stigning på 4,3 pct. til 490,20 pence.


