Erhverv

Danske Bank og Nordea vinder sag mod russisk milliardær

Den russiske milliardær Boris Rotenberg har tabt en sag mod fire nordiske banker, som han havde sagsøgt for diskrimination.

Boris Rotenberg har primært tjent sine penge ved byggeri af gasledninger, veje og andet infrastruktur. Foto: Vladimir Fedorenko/STF

Danske Bank og Nordea er blandt de banker, hvis advokater nu kan ånde lettet op.

Den russiske milliardær Boris Rotenberg havde sagsøgt de to banker sammen med OP Group for ikke at behandle hans betalinger til forhandlere, og Handelsbanken for at nægte at tage imod indskud, der kom uden for de finske grænser.

Det skriver Bloomberg og Reuters.

Fordi Boris Rotenberg har et dobbelt statsborgerskab i Finland og Rusland, mente han, at bankerne krænkede hans ret til basale bankservices som EU-borger.

Men retten lagde vægt på, at han ikke kunne bevise, at han bor fast inden for grænserne for det Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Derudover medgav retten, at bankerne ville udsætte sig for betydelig finansiel risiko ved at behandle Boris Rotenbergs transaktioner - noget, de har forbud mod at gøre.

USA har i øjeblikket Boris Rotenberg på sin sanktionsliste på grund af hans tætte bånd til Ruslands præsident Vladimir Putin.

»Alle andre banker vil kigge på denne retslige beslutning for en rettesnor til, hvad de skal gøre i en lignende beslutning,« siger Jakob Dedenroth Bernhoft, advokat med speciale i compliance og hvidvask, til Bloomberg.

Boris Rotenberg har fået besked på at dække sagsomkostningerne på 530.000 euro. Det er uklart, hvordan skal han kan komme til at overføre de penge, han skylder, skriver Bloomberg.

BRANCHENYT
Læs også