Erhverv

Semler kørte gennem 2019 med speederen i bund

Semler Gruppen sidder fortsat tungt på det danske bilmarked og forsøger nu at knytte kunderne endnu tættere til sig.

Ulrik Drejsig har som adm. direktør for Skandinavisk Motor Co. ansvaret for Semler Gruppens import og salg af biler. Foto: Joachim Ladefoged

Semler Gruppen har gjort enhver snak om krise i bilbranchen til skamme.

Hver eneste time i det forgangne år formåede forhandlerne hos landets største bilkoncern nemlig at sælge næsten otte nye køretøjer og opnåede i alt rekordhøje 67.000.

Det svarer til 28 pct. af det samlede bilsalg herhjemme på 225.000 styk, hvilket i øvrigt også er flere end nogensinde før - og femte år i træk, at salget er højere end 200.000, fremgår det af tal fra De Danske Bilimportører.

Semler Gruppen
  • Semler Gruppen er landets største bilkoncern og har agenturet på mærkerne Volkswagen, Seat, Skoda, Audi, Porsche, Lotus, Bentley, Lamborghini og Ducati i Danmark.
  • Derudover har koncernen også et agentur i Estland samt et væld af andre forretningsområder - heriblandt ejendomme, landbrugsmaskiner og services.
  • Semler Gruppen har siden 2010 været en overbygning på rygraden i koncernen, Skandinavisk Motor Co., der står for importen og salget af bilmærkerne og blev etableret helt tilbage i 1917.
  • VolksWagen havde i 2018 en markedsandel på lige knap 15 pct. af de solgte personbiler i Danmark, mens Skoda, Audi og Seat følger et stykke efter med henholdsvis 6, 4 og 2 pct.

Fremgangen hos Semler skyldes især de populære SUV-modeller og fordeler sig bredt på bilkoncernens forskellige hovedmærker Audi, Seat og Skoda, der alle har oplevet en tocifret stigning i 2019 sammenlignet med 2018, alt imens førerhunden Volkswagen har fastholdt salgsniveauet.

»Det skyldes en kombination af mange indsatser, fordi vores strategiske beslutninger begynder at give et afkast. Men det er selvfølgelig også drevet af, at salget i Danmark har været så højt,« siger adm. direktør Ulrik Drejsig fra Skandinavisk Motor Co. under Semler Gruppen.

Bilkoncernen med base i Brøndby og Michael Pram Rasmussen for enden af bestyrelsesbordet offentliggør først sit årsregnskab til april, men omsætningen nærmer sig efter alt at dømme 15 mia. kr., og staben tæller nu flere end 2.500 medarbejdere.

Det har gjort det muligt for Semler at investere et tocifret millionbeløb i en digital transformation, der eksempelvis indebærer, at 130.000 kunder har downloadet en app, så både de og forhandlerne løbende har adgang til flere data om køretøjet. I det hele taget forsøger koncernen at knytte kunderne tættere til sig i salgsøjemed.

Vores strategiske beslutninger begynder at give et afkast.

Ulrik Drejsig, adm. direktør, Skandinavisk Motor Co. under Semler Gruppen

Hvorvidt Semlers dominans herhjemme så er en god eller dårlig ting for branchen, har De Danske Bilimportører ikke de store bemærkninger til.

»Det tilkommer ikke os at kommentere på de enkelte medlemmers resultater - vi støtter op om alle, store som små. Men det er altid dejligt at have stærke bilimportører, som er visionære og ikke bange for at afprøve ting i markedet,« siger adm. direktør Gunni Mikkelsen, der ikke er overrasket over den positive udvikling generelt set.

Han peger på, at afsætningsforholdene har været gode i Danmark den seneste håndfuld år i kraft af reallønsfremgang og høj forbrugertillid.

BRANCHENYT
Læs også