Erhverv

Danish Crown lukker Kina-fabrik på grund af virus-karantæne

I kampen mod den frygtede coronavirus har de kinesiske myndigheder indført karantæneregler, som får Danish Crown til midlertidigt at lukke sin store forædlingsfabrik i Kina.

Slagterikoncernen Danish Crown lukker midlertidigt sin store forædlingsfabrik i Kina. 
Den frygtede coronavirus har fået myndighederne til at indføre karantæneregler, som betyder, at en stor del  af medarbejderne først må møde på arbejde om to uger. Foto: Thomas Emil Sørensen

Slagterikoncernen Danish Crown har nu besluttet at lukke sin store forædlingsfabrik nær Shanghai, fordi de kinesiske myndigheder har indført skrappe karantæneregler i et forsøg på at inddæmme den frygtede coronavirus.

Den stærkt smitsomme og dødelige virus blev første gang opdaget i den kinesiske millionby Wuhan, som siden mere eller mindre er sat i karantæne. Sygdommen har imidlertid spredt sig videre til en lang række andre byer i Kina og er de seneste dage også registreret i lande som Frankrig, USA og Australien.

Den eksplosive spredning hænger formentlig blandt andet sammen med, at udbruddet kommer netop som kineserne fejrer nytår, hvilket medfører intens rejseaktivitet.

»En del af medarbejderne på vores kinesiske fabrik har været bortrejst i forbindelse med det kinesiske nytår. På grund af sygdommen har de kinesiske myndigheder indført karantæneregler, som indebærer, at vores medarbejdere først må møde på arbejde 14 dage efter, at de er returneret til lokalområdet,« forklarer pressechef Jens Hansen, Danish Crown.

Danish Crowns fabrik i Kina har den seneste tid kørt med nedsat bemanding på grund af nytåret. Frem til næste mandag lukkes fabrikken helt, fordi en stor del af medarbejderne den kommende tid er i karantæne.

Som et led i kampen mod sygdommen har den kinesiske regering besluttet at forlænge nytårsferien, hvilket yderligere komplicerer situationen for virksomheder som Danish Crown. Det mandskab, som hidtil har holdt fabrikken i gang i nytårsdagene, kan ikke arbejde videre i den forlængende ferie uden at komme i konflikt med de kinesiske arbejdstidsregler.

Danish Crowns forædlingsfabrik ved Shanghai blev åbnet for et halvt år siden. Fabrikken er på 17.000 kvadratmeter og har kapacitet til at producere 14.000 tons ferske og forædlede produkter årligt.

Den midlertidige lukning af fabrikken kommer på et tidspunkt, hvor det kinesiske marked for svinekød er rødglødende på grund af de voldsomme udbrud af svinepest, der har kostet 200 mio. grise livet.

Lige nu er størstedelen af Danish Crowns kunder imidlertid på nytårsferie, så salget ligger mere eller mindre stille, hvilket altså ikke har noget med frygten for coronavirussen at gøre. Ifølge Jens Hansen er der endnu ingen indikationer på, at sygdommen vil påvirke salget negativt.

Også for Arla Foods er Kina et vigtigt marked, og udviklingen følges derfor nøje hos mejerikoncernen.

»Foreløbig er vores salg i Kina dog ikke påvirket af situationen,« oplyser pressechef Åse Andersson.

BRANCHENYT
Læs også