Erhverv

Ecco køber sine russiske butikker

Den danske skokoncern sætter sig gennem sit hidtil største opkøb på 250 butikker i Rusland og en række tilstødende markeder. Købsprisen ligger omkring 1 mia. kr.

Ecco har 2.500 konceptbutikker rundt om på kloden. Foto: Ecco Sko A/S.

Den danske skokoncern Ecco vil have bedre kontrol over distributionen og afsætningen ude i verden. Som led i den plan køber den familieejede koncern nu dens russiske distributør ud.

Det oplyser Ecco en pressemeddelelse tirsdag formiddag. Koncernen oplyser, at der er tale om den hidtil største investering - uden at ville udbyde handlens størrelse. Koncerndirektør Michel Krol i Ecco bekræfter dog over for Finans, at investeringen er på over 1 mia. kr.

Ecco Sko A/S overtager selskabet Ecco Ros, der driver 250 butikker med salg af de danske sko i Rusland samt en række tilstødende lande - bl.a. Hviderusland og Armenien.

Det russiske selskab har i 30 år været distributør for danske Ecco, og har siden opbygget markedet der for det danske skomærke. For kort tid siden er også kommet onlinehandel til.

Ecco, der ejes familien Toosbuy Kasprzak, har i dag ca. 2.500 butikker rundt om på kloden som udelukkende afsætter dens produkter. Ecco har desuden rundt om på dens 100 markeder 14.000 andre salgssteder.

I 2018 voksede salget i Eccos egne butikker med 10 pct. og afsætningen gennem Eccos onlinekanaler med 36 pct. Til gengæld fortsatte de seneste års dyk i engrosforretningen, der dog fortsat det år udgjorde tæt ved halvdelen af omsætningen. Regnskabet for 2019 præsenteres først i foråret.

Koncernen har de senere år skruet op for netop egen kontrol af afsætningen gennem flere rene Ecco-butikker rundt om i verden. Dermed kan selskabet også lettere kombinere salgskanalerne med det digitale salg.

Koncerndirektør Michel Krol, der er del af direktionen i Ecco med ansvaret for salg, fastslår, at strategien er at fokusere yderligere på egen distribution. Han understreger samtidig, at der ikke aktuelt er andre opkøb på vej af distributører eller andet. Men at en international virksomhed som Ecco altid holder øje med muligheder i markedet.

Michel Krol sagde samtidig til Finans i fjor om Eccos muligheder:

»I en organisation som vores, der vokser, må vi agere hurtigt. Det er derfor en stor fordel, at vi er familieejet og dermed har korte beslutningsprocesser. Men også at vi arbejder i regioner og agerer med lokal tilgang til markederne.«

BRANCHENYT
Læs også