Erhverv

"Verdens mest forhadte mand" sagsøgt igen

Den 36-årige tidligere medicinalchef Martin Shkreli er igen i søgelyset.

Martin Shkreli bliver her anholdt af politiet tilbage i december 2015, mistænkt for økonomisk kriminalitet. Foto: Craig Ruttle/AP Foto: Craig Ruttle/AP

Han blev kendt som ”verdens mest forhadte mand”, da han købte rettighederne til den livsforlængende aids-medicin Daraprim og derefter 50-doblede prisen.

Efterfølgende blev han idømt syv års fængsel for bedrageri.

Og nu skal den 36-årige forretningsmand Martin Shkreli igen for retten. Han er ifølge The New York Times blevet sagsøgt af USA’s føderale handelskommission og statsanklageren i New York.

Denne gang beskyldes Martin Shkreli for sammen med sin forretningspartner at have forhindret andre medicinalfirmaer i at udvikle et alternativ til Daraprim.

Sagen går tilbage til august 2015, da Martin Shkreli som chef for medicinalfirmaet Turing (i dag Vyera) købte rettighederne til Daraprim. Det er et præparat, som bruges til bl.a. spædbørn med svækket immunforsvar og personer med aids og kræft.

Nærmest over natten hævede Martin Shkreli prisen på det livsvigtige præparat med 5.000 pct. Det skabte et ramaskrig, fordi tusindvis af patienter pludselig ikke havde råd til præparatet.

Herefter forsøgte Vyera at forhindre konkurrenter i at udvikle kopimedicin, der indeholder samme virkemiddel som Daraprim. Sådan lyder det i søgsmålet, der er indbragt for en føderal domstol på Manhattan.

Martin Shkreli afviser anklagerne, skriver The New York Times.

Det er ikke på grund af tricket med aids-medicinen, at den udskældte forretningsmand sidder indespærret. Han blev i 2017 idømt syv års fængsel for svindel med værdipapirer.

Ifølge dommen løj han for sine investorer om værdien af den kapitalfond, han drev, og brugte deres penge til noget helt andet end aftalt. Udover fængsel blev Martin Shkreli dømt til at afgive kontanter, ejerandele i Vyera, to sjældne musikalbums og et Picasso-maleri til en samlet værdi af 45 mio. kr.

Martin Shkreli forsøgte sidste år at få omstødt sin fængselsdom, men uden held.

BRANCHENYT
Læs også