Erhverv

Datter til tops i familieejet milliardkoncern

Nina Østergaard Borris, datter af milliardæren Torben Østergaard-Nielsen, skal fremover være driftsdirektør i USTC-koncernen, hvor hun også bliver en del af direktionen.

Nina Østergaard Borris er uddannet inden for økonomi og strategi og har tidligere arbejdet hos bl.a. PwC. Hun bor i Middelfart. PR-foto.

Den 36-årige erhvervskvinde Nina Østergaard Borris bliver nu næstkommanderende i den milliardkoncern, som hendes far Torben Østergaard har skabt.

Hun er blevet en del af direktionen i United Shipping & Trading Company (USTC), der er en af Danmarks største virksomheder målt på omsætning.

Nina Østergaard Borris har i seks år været ansat i USTC-koncernens største enhed Bunker Holding. Nu træder hun op som næstkommanderende for hele den samlede koncern.

»At Nina nu træder op som COO (chief operation officer) i USTC er det naturlige næste skridt i henhold til den plan, der er lagt,« udtaler ejer og direktør Torben Østergaard-Nielsen i en pressemeddelelse.

USTC-koncernen har aktiviteter inden for både olie, shipping, it og luksusbiler, og Torben Østergaard Nielsen ejer det hele gennem selskabet Selfinvest.

Det har gjort ham til en af landets rigeste mænd med en anslået formue på 11 mia. kr.

I 2017 besluttede han sammen med sine døtre, at livsværket skulle forblive på familiens hænder og overtages af døtrene Nina og Mia Østergaard.

Begge døtre har poster i nogle af koncernens bestyrelser, men det er kun Nina Østergaard Borris, som er en del af den daglige drift.

USTC-koncernen beskæftiger 1.800 ansatte og omsætter årligt for over 70 mia. kr. Nina Østergaard Borris får ansvaret for forretningsoptimering og udvikling af koncernens driftsselskaber - i tæt samspil med faderen Torben Østergaard-Nielsen. 

»Der ligger et stort potentiale i de kommercielle synergier på tværs af vores selskaber. Det vil derfor have min primære fokus, og hertil kommer at sikre vækst og udvikling af USTC-selskaberne i tråd med vores værdier som ejerfamilie,« udtaler Nina Østergaard Borris.

Nina Østergaard Borris er uddannet inden for økonomi og strategi og har tidligere arbejdet hos bl.a. PwC. Hun bor i Middelfart.

BRANCHENYT
Læs også