British Airways stopper alle flyvninger til Kina
Det britiske luftfartsselskab tager nu konsekvensen af corona-virussen, som spreder sig.
Luftfartsselskabet British Airways indstiller med øjeblikkelig virkning alle flyvninger til og fra Kina. Det sker som en konsekvens af udbruddet af den stærkt smitsomme og dødelige coronavirus.
»Vi undskylder ulejligheden over for alle vores kunder, men sikkerheden for vores kunder og ansatte er altid vores førsteprioritet,« skriver British Airways i en udtalelse, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
British Airways' flyvninger til Kina, heriblandt storbyerne Beijing og Shanghai, er indstillet indtil marts. En talsperson siger, at selskabet løbende overvåger og vurderer situationen.
132 mennesker er indtil videre bekræftet døde af coronavirussen, og antallet af smittede nærmer sig 6.000. Langt hovedparten af de smittede befinder sig i Kina, og størstedelen af dem i Hubei-provinsen.
Men også i Mellemøsten og Europa er der konstateret smittetilfælde - bl.a. i Tyskland. Tirsdag var en mand indlagt på Aarhus Universitetshospital, da man mistænkte, at han havde coronavirus. Det var dog ikke tilfældet.
Ifølge CNBC overvejer USA's præsident Donald Trump at indføre flyveforbud for amerikanske flyselskaber til og fra Kina. Det skal forhindre virussen i at sprede sig til USA, lyder det.
United Airlines har allerede aflyst en række afgange til Kina og Hongkong.


