British Airways indstiller flyvninger til Kina - SAS flyver fortsat
Mens nogle konkurrenter har indstillet flyvninger til Kina, er det samme ikke tilfældet hos skandinaviske SAS.
Danskere, svenskere og nordmænd vil fortsat kunne sætte sig ombord på et SAS-fly med retning mod Kina. For mens konkurrenter som British Airways og Finnair har indstillet visse flyvninger til Riget i Midten som følge af coronavirussen, har man ikke taget samme skridt hos det skandinaviske flyselskab.
Dermed bliver SAS' flyvninger til Beijing, Shanghai og Hongkong ikke berørt. Flyselskabet oplyser, at det følger situationen tæt, og at man bl.a. følger anbefalingerne fra myndighederne i Skandinavien i forhold til rejser til Kina.
Hos British Airways var det netop myndighedernes anbefaling, der har ført til de aflyste flyafgange. Det britiske Foreign Office fraråder alle rejser, der ikke er essentielle, til det kinesiske fastland.
Finske Finnair meddelte tirsdag, at flyselskabet midlertidigt stopper sine flyvninger til Nanjing og Beijing Daxing i Kina frem til udgangen af marts. Finnair forsætter dog sine flyvninger til Beijing Capital Airport, Shanghai, Hongkong og Guangzhou.
Passagerer, der allerede har booket billet til Kina, giver SAS mulighed for gratis at om- eller afbooke billet frem til den 23. februar.
132 mennesker er indtil videre bekræftet døde af corona-virussen, og antallet af smittede nærmer sig 6.000. Langt hovedparten af de smittede befinder sig i Kina, og størstedelen af dem i Hubei-provinsen.
Ifølge CNBC overvejer USA's præsident Donald Trump at indføre flyveforbud for amerikanske flyselskaber til og fra Kina. Det skal forhindre virussen i at sprede sig til USA, lyder det.


