Erhverv

Vestas-topchef får 29 mio. kr. for fem måneders arbejde

Vestas har strukket sig ud over sine normale regler for at få Henrik Andersen i topchef-stolen.

Henrik Andersen har fået en stor bonus hos Vestas for at kompensere for ordninger, han mistede hos den tidligere arbejdsgiver, malingproducenten Hempel.

Vestas’ topchef, Henrik Andersen, har fået en lønpakke på 29 mio. kr. for sine fem måneder i vindmøllekoncernen. Det viser en vederlagsrapport, som er offentliggjort sammen med Vestas’ årsregnskab.

Henrik Andersen, der kom fra et job som topchef i malingproducenten Hempel, startede 1. august som koncernchef i Vestas. Han har fået 5 mio. kr. i grundløn, men yderligere bonus og indlemmelsen i Vestas’ aktieprogram trækker den samlede løn op i 29,3 mio. kr.

”Da han kom til Vestas, blev han tilbudt fuld deltagelse i både bonus- og aktieincitamenter for regnskabsåret 2019 som kompensation for, at han afgav langsigtede incitamenter og andre former for kompensation hos hans tidligere arbejdsgiver,” skriver Vestas i rapporten.

På de fem måneder har Henrik Andersen dermed langt overgået finansdirektør Marika Fredrikssons arbejde gennem hele året. Fredrikssons årsløn er på 18,6 mio. kr. inkl. bonus.

Det fremgår, at Vestas har fraveget sine normale regler for at få fingre i Henrik Andersen.

”Den strategiske betydning for Vestas for at sikre den rigtige kandidat og efterfølger i rollen som administrerende direktør på kort varsel kræver, at bestyrelsen tillader undtagelser fra standard pro rata-tilgangen til bonus- og aktieincitamentsprogrammerne,” oplyser selskabet.

Også Pandoras topchef, Alexander Lacik, fik en stor bonus i forbindelse med sit jobskifte sidste år. Lacik, der kom fra britiske Britax, tiltrådte i april i Pandora og fik en særbonus på 18 mio. kr. for at kompensere for incitamentsordninger, han mistede hos den tidligere arbejdsgiver. Laciks samlede løn for de ni måneder var 29,9 mio. kr.

Læs også