Hvem opdagede Wuhan-virussen først?

TOKYO – Først studsede Li Wenliang over resultaterne. Så blev han nervøs. Til sidst blev han så bekymret, at han satte sig ned og skrev en note til sine kollegaer.

Snart efter kom politiet forbi.

Det var sent i december, og Li var ikke den eneste, der møjsommeligt tyggede sig igennem data fra den nye, mystiske epidemi.

På den anden side af kloden i Canada var en server i gang med samme 'feltarbejde'. Den havde ikke det fjerneste at gøre med hverken patienter eller protokoller. Men tålmodigt gennemgik den titusindvis af nyhedsrapporter, offentlige sundhedsadvarsler, blogindlæg og andet materiale, den fandt på nettet.

Derved opbyggede den et konstant voksende netværk af krydsreferencer, den løbende sammenlignede med tidligere epidemier. Var alt fint, fortsatte serveren dydigt sin finmaskede gennemgang af databjerget. Skete det modsatte, slog den alarm.

Tilbage hos Li var alt ikke fint. Li var læge på et hospital i millionbyen Wuhan, hvor han arbejdede som øjenspecialist. Her lagde han mærke til, hvordan et stigende antal af hospitalets læger nu arbejdede med et lige så støt stigende antal patienter, der alle dukkede op med samme, alvorlige symptomer.

Patienterne hostede og havde svært ved at trække vejret. Deres muskler gjorde ondt, og de havde feber. Mange af dem fik det kun værre, indtil symptomerne foldede sig ud i en regelret lungebetændelse. Mange var utvivlsomt døde, havde det ikke været for den moderne lægevidenskab med dens mange præparater og respiratorer til vejrtrækningshjælp.

Men hospitalets ressourcer var under pres, for der kom hele tiden flere patienter til. Mange af dem endda fra samme sted – Huanan-fiskemarkedet midt i byen, hvor i tusindvis af kunder og sælgere hver dag gik rundt mellem hinanden.

Det lagde serveren i Canada også mærke til. Lynhurtigt zoomede den ind, mens nettet af krydsreferencer strammedes til.

Li selv søgte rundt i den videnskabelige litteratur. Der var ingen tvivl, mente han: Både symptomer og sygdomsforløb mindede om SARS, der i 2003 spredte sig først på tværs af Kina og siden til mange andre lande. Over 8.000 blev smittet dengang, mens 774 døde.

Den 30. december gik han derfor på Weibo, Kinas populære chat-app, hvor han var medlem af en info-gruppe, der omfattede et antal kinesiske læger. Med rynkede bryn begyndte han at skrive.

»Hej med jer, her er Li Wenliang, øjenlæge på Wuhan Central Hospital,« skrev han. Han fortalte så om situationen, og hvordan det desværre pegede mod en ny, SARS-lignende epidemi. Han advarede sine kollegaer og bad dem holde et vågent øje. Var der tale om en epidemi, måtte alt jo gøres for at slå den hurtigt ned. Der var måske stadig tid.

Det fik han ikke meget ud af. Det kommunistiske partis censurapparat fangede hans meddelelse kort efter, den var blevet lagt ud, og slettede den prompte fra Weibo. Så kom et par betjente fra Det Offentlige Sikkerhedsbureau forbi og beskyldte ham for at »sprede falske kommentarer«, der »på alvorlig vis havde forstyrret samfundsordenen«.

Li blev tvunget til at underskrive en tilståelse, hvori han ubetinget undskyldte og svor aldrig igen at sprede den slags ondsindede rygter – ellers ventede der en potentiel fængselsstraf.

Betjentene gik deres vej. Det gjorde virussen ikke. Få dage efter blev Li selv syg med den nye smitte, han som den første i verden havde advaret imod. Eller rettere – Li var det første menneske, der slog alarm. Næsten samtidig med at han skrev sin nu berømte besked på Weibo, begyndte serveren i Canada at hyle. Og det blev den ved med.

Coronavirusudbruddet har nu spredt sig gennem hele Kina og er dukket op i 28 lande og territorier. Over 30.000 er meldt syge, mens virussen har kostet godt 650 mennesker livet.

Og hele tiden spøger frygten: Hvad nu, hvis udbruddet kun lige er begyndt?

Det er en skræmmende tanke. Men – som et stort antal eksperter har påpeget – verden har aldrig før været så godt forberedt på en global epidemi. Og den kunstige intelligens er med i front. Det første eksempel er den hylende server i Canada, hvor en algoritme ved navn BlueDot har sit hjem.

BlueDot er et eksempel på en type kunstig intelligens, der sammensmelter sprogforståelse med Big Datas mønstergenkendelse. Kombinationen har allerede gået sin sejrsgang på Wall Street, hvor den slags algoritmer dagligt gennemser enorme mængder tekst for at opspore den næste investeringsbølge, inden den knap er begyndt.

For BlueDot handler det om at fange epidemier i opløbet. Den gennemser dagligt 100.000 stykker tekst på 65 forskellige sprog, opdaterer sig selv hvert kvarter og kan forstå forskellen på udtryk som »jeg får kvalme af dig« og »jeg vågnede med kvalme«.

»Hvis det skulle gøres manuelt, ville det kræve over 100 mennesker,« udtaler Kamran Khan, der står bag BlueDot, til erhvervsmagasinet Forbes.

Ved at analysere flyruter, billetsalg og andre turistrelaterede rejsedata, forudsagde BlueDot blandt andet Floridas Zika-virus epidemi i 2016, seks måneder før, den indtraf. Ligesom algoritmen, efter at have opdaget coronavirussen, hurtigt – og igen korrekt – forudsagde, at denne snart ville sprede sig til Bangkok, Seoul, Taipei og Tokyo.

BlueDot spyttede sin første Wuhan-advarsel ud den 31. december. Firmaets læger efterså den nøje for fejl, lavede finjusteringer og sendte så en samlet rapport afsted til snesevis af instanser, fra flyselskaber til hospitaler, USA’s Center for Disease Control (CDC) og Verdens Sundhedsorganisation (WHO).

Rapporten lader til at være blevet ignoreret. CDC slog ikke alarm om Wuhan-virussen før den 6. januar og det af ikke-relaterede årsager. WHO ventede til den 9. januar. Det kommunistiske parti ventede endnu længere med formelt at anerkende krisens omfang, omend den kinesiske stat nu er i højeste alarmberedskab.

Sent i januar blev Li endda erklæret uskyldig i alle anklager og rost af Kinas højesteret. For flere af hans kollegaer, vel vidende at statens censurmaskine kunne reagere, havde taget skærmbilleder af hans oprindelige besked. Disse cirkulerede på nettet, og Lis historie blev efterhånden kendt, både i Kina og internationalt.

Men da var virusånden for længst ude af flasken.

Li nåede i det mindste at få oprejsning – han døde natten til fredag efter en månedlang kamp mod coronavirussen, indlagt på samme hospital, hvor han som den første opdagede epidemien. Han efterlod sig sin gravide hustru og et lille barn. Li blev 34 år.

Khan lancerede BlueDot i 2014 og har siden hevet 60 millioner kroner i investormidler til sig. Firmaet har nu 40 ansatte, delt lige over med hensyn til programmører og lægeuddannede. Ideen er dog ikke at erstatte læger, men at give dem bedre udstyr.

»Vi ved, at man ikke altid kan regne med, at myndighederne udsender rettidige informationer,« udtaler han underspillet til techmagasinet Wired, blandt andet med henblik på SARS-epidemien, som Beijing forsøgte at holde hemmelig i månedsvis.

»Vi kan spore nyheder om mulige sygdomsudbrud, lidt hvisken på internetforummer eller blogs, der kan være indikationer på, at noget unormalt er under opbygning.«

Og algoritmer som BlueDot bliver kun bedre og kan reagere endnu hurtigere, pointerer han, når læger som Li Wenliang får lov til at tale åbent med kollegaer om, hvad de oplever på deres arbejdspladser verden over.

Samtidig kan algoritmerne spare lægerne tid, så de kan koncentrere sig om, hvad maskinerne ikke kan: Hjælpe patienter, koordinere forskning, prioritere ressourcer, udvikle vacciner, redde liv.

Khan selv har personlige grunde til at skabe sit lille vidunder. Han var ansat som epidemiolog på et af Torontos største hospitaler i 2003, da SARS ramte byen. Sundhedsvæsnet blev hurtigt overvældet, da syge og raske stormede til i varierende grader af panik. Læger og sygeplejersker gik ned med fysisk og psykisk stress. I alt mistede 44 mennesker livet.

Da støvet endelig havde lagt sig, var Khan selv smittet. Dog ikke af en virus – Khan var besat af en idé.

»Jeg tænkte ved mig selv: Det skal aldrig ske igen,« udtaler han til Wired.