Erhverv

FLSmidth leverer driftsoverskud lige på kornet i 2019

FLSmidth regner med en omsætning i 2020 på mellem 18,5 og 20 mia. kr. - topchefen opnåede ikke bonus og går ned i løn.

FLSmidths topchef, Thomas Schulz, gik markant ned i løn i 2019.

FLSmidth ramte stort set plet med både omsætning og overskud på driften i forhold til analytikernes forventninger.

Omsætningen blev på godt 20,6 mia. kr. og driftsresultatet blev på 1.663 mio. kr.

Derimod blev resultatet efter skat lidt lavere med 776 mio. kr. Her havde et gennemsnit af analytikerne gættet på 785 mio. kr.

I 2020 venter FLSmidth en omsætning på mellem 18,5 og 20,5 mia. kr. Driftsmarginalen ventes at blive på mellem 8 og 9 pct.

»Midtpunktet i 2020-omsætningsforventningerne (19,5 mia. kr.) er lavere end 2019-omsætningen på 20,6 mia. kr. Det skyldes en lavere ordreindgang i 2019 og den deraf følgende lavere efterspørgsel på vej ind i 2020, især i Cement,« skriver FLSmidth i sit årsregnskab.

Til gengæld er forventningen til indtjeningsmarginalen højere med et gennemsnit på 8,5 pct. mod de 8,1 pct. som selskabet opnåede i 2019.

FLSmidth gør dog opmærksom på, at 2020-tallene er lidt usikre på grund af udbruddet af coronavirus i Kina og "at selskabet ikke kender den fulde påvirkning af udbruddet for 2020-tallene".

 »Vi fastholdt en stabil vækst i omsætningen, og vores serviceforretning fik momentum i løbet af året. Vi ser stigende efterspørgsel på vores løsninger til at hjælpe vores kunder med at opnå en mere bæredygtig produktion, og der var også fremskridt inden for innovationen af digitale og bæredygtige løsninger,« lyder det fra FLS-koncernchef Thomas Schulz, der fortsætter:

 »Vi oplevede dog i året at have en ugunstig udvikling i vores forretningsmix og en svækkelse i forretningsmiljøet. Det sidste ledte til forsinkede kundebeslutninger og udskydelse af ordrer, og nogle mineprojekter leverede lavere profit end ventet.«

I fjerde kvartal sidste år faldt ordreindgangen med 3 pct. fordelt med et fald i Mining på 5 pct. og en stigning i Cement på 2 pct.

Efter bøgerne for 2019 var blevet lukket, kunne FLSmidth i fredags melde om en stor russisk mineordre på 1,7 mia. kr.

Ifølge Ritzau svarer det til mere end halvdelen af de ordrer mineaktiviteterne normalt henter hjem i et kvartal og mere end en tredjedel af den samlede ordreindgang.

»FLS har fremlagt et lidt blandet regnskab med en underliggende pil op i forhold til meget lave forventninger. For det kommende år guides en omsætning nogenlunde på samme niveau og en EBITA margin som kommer til at ligge lidt over Q4 niveauet.  Aktien stiger 5 pct., hvilket givetvis skyldes håbet om at 2019 har været et lavpunkt og at omkostningsreduktionerne bør begynde at give resultater. Samtidig kan sidste uges store russiske ordre give investorerne en god og frisk fornemmelse om ordreindgangen,« skriver investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet i en kommentar til regnskabet.

Den samlede løn til direktionen i FLSmidth steg fra 23 til næsten 25,2 mio. kr. Men det dækker over en fratrædelsesordning til finansdirektør Lars Vestergaard på 9 mio. kr.

Koncernchef Thomas Schulz gik nemlig ned i samlet løn fra 15,4 mio. kr. i 2018 til lige knap 11 mio. kr. i 2019. Faldet skyldes væsentligst, at han ikke opnåede bonus, hvilket gav en lønnedgang på godt 3 mio. kr.

Læs også