Fortsæt til indhold

Ny overenskomst efter hårde forhandlinger: »Jeg er helt tryg ved, at vi rammer den lige i bulls eye«

Mere barsel til fædre, forøgelse af mindsteløn og grøn omstilling er kommet på den nye overenskomst i industrien.

Søndag formiddag faldte der en aftale på plads i industriens overneskomst. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Erhverv

Der er kommet en overenskomst på plads. Efter knap en måneds forhandlinger er CO-industri (anført af Dansk Metal) og Dansk Industri (DI) kommet frem til et forlig på treårige overenskomster.

230.000 lønmodtagere i industrien kan se frem til markante forbedringer af deres løn- og arbejdsvilkår. Sådan lyder det søndag på et pressemøde fra begge parter bestående af Lars Sandahl Sørensen, som er direktør i Dansk Industri, og Claus Jensen, formand for CO-industri og Dansk Metal.

»Det har været brutale, hårde og langvarige forhandlinger,« lød det fra Lars Sandahl Sørensen.

»Vi mødtes på den ene side med ret så høje forventninger fra lønmodtagersiden og på den anden siden et ønske om ikke at sætte virksomhedernes konkurrencekraft over styr. Vi har forhandlet på baggrund af en højkonjunktur, hvor de danske virksomheder heldigvis klarer sig godt.«

DI’s direktør mener også, at at det en aftale, der viser, at man ønsker fremgang og forbedringer i industrien. Der er i aftalen både lagt vægt på grøn omstilling og mere orlov til forældre.

»Vi har vist, at vi gerne ønsker en mere lige fordeling af forældreorloven. Et væsentligt omdrejningspunkt har været fritvalgskontoen, der giver medarbejderne mulighed for selv at bestemme, hvordan de vil have deres løn udbetalt,« siger Lars Sandahl Sørensen.

Også hos CO-industri er der tilfredshed med det forlig, der blev indgået mellem parterne søndag formiddag. Claus Jensen mener, at medlemmer er blevet hørt og har fået det, de forventede ud af den nye aftale.

»Danmark er ikke i krise, virksomhederne er ikke i krise, og derfor skal det også afspejle sig i aftalen. Vi mener også, at der er åbnet op for en reallønsfremgang med den aftale, vi her har landet,« siger Claus Jensen.

»Vi mener, at den til fulde lever op til det, medlemmerne har bedt om. Jeg er helt tryg ved, at vi rammer den lige i bulls eye med denne aftale.«

Artiklens emner
DI
CO-Industri