Erhverv

Bill Gates skulle bruge milliarder på yacht - historien var bare usand

Firmaet bag superyachten "Aqua", der er drevet af brint og elmotorer, udsendte mandag eftermiddag et dementi omkring et salg til Microsoft-stifteren Bill Gates.

Superyachten på billedet med brint i tankene var ikke solgt til Bill Gates alligevel, men firmaet bag indbyder »visionære, interesserede kunder til at vise interesse.« Modelbillede: Sinot Yacht Architecture & Design Superyachten Aqua. Modelbillede: Sinot Yacht Architecture & Design Superyachten Aqua. Modelbillede: Sinot Yacht Architecture & Design Superyachten Aqua. Modelbillede: Sinot Yacht Architecture & Design Superyachten Aqua. Modelbillede: Sinot Yacht Architecture & Design

»Aqua not sold!«

Sådan skriver det hollandske firma Sinot, som står bag verdens første brintdrevne superyacht, på sin hjemmeside.

Det sker efter historier i ind- og udlandet om, at Microsoft-grundlæggeren Bill Gates havde bestilt superyachten til en købspris på 645 mio. dollars, hvilket svarer til knap 4,5 mia. kr., og med en forventet levering i 2024.

Men efter historien havde gået sin gang i nogle dage, udsendte det hollandske designfirma bag yachten, Sinot Yacht Architecture & Design, mandag eftermiddag en udtalelse på sin hjemmeside, hvor det fremgår, at salget og forbindelsen til Bill Gates er det pure opspind og intet har på sig.

»Aqua er et koncept under udvikling og er ikke solgt til hr. Gates (Bill Gates, red.). Desværre er al ’information’ i disse seneste artikler ukorrekt,« lyder det i beskeden på Sinots hjemmeside.

I korte træk hed det sig ellers, at Bill Gates havde bestilt fartøjet med modelnavnet ”Aqua” på 112 meter, der er drevet af brint, og hvis eneste biprodukt er vand.

Yachten blev beskrevet som futuristisk luksus med fem dæk og plads til 14 gæster samt en besætning på 31 personer.

Hvad kunne tale for sandfærdigheden i et salg til den 64-årige Bill Gates er hans ferier, der flere gange er foregået på lejede superyachter i middelhavsområdet.

Og så er han kendt for at have interesse for miljøet, alternative brændstoffer og nye teknologier, der kan afhjælpe udledningen af klimagasser.

Han har bl.a. investeret i Heliogen, der er et firma i Californien, som bruger smart software til at styre solens stråler med spejle for at generere ekstrem varme. Firmaet har som mål at skabe en ren kilde til brint uden brug af fossile brændstoffer.

I den kontekst hænger det godt sammen, at superyachten er drevet af brint og derfor kunne tale ind i Bill Gates’ fortælling om at ville udbrede kendskabet til nye energikilder.

Men det bliver ikke Bill Gates, der får fornøjelsen af den miljøvenlige rækkevidde på 6.000 km og en topfart på knap 32 km/t, som Sinot Yacht Architecture & Design angiver, at ”Aqua” kan præstere.

Og hans gæster kan heller ikke se frem til at fordrive sejltiden i et træningslokale, yogastudie, massagerum eller i swimmingpoolen på det bagerste dæk, som modellen af yachten viser.

BRANCHENYT
Læs også