Erhverv

Forsvarer: Størstedelen af Brittas svindel er forældet

Forsvarer Nima Nabipour ankommer til Københavns Byret. Procedure i sagen mod Britta Nielsen i Københavns Byret, mandag den 10. februar 2020. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Britta Nielsen er tiltalt for at have svindlet for 117 millioner kroner, som hun skulle have overført til sig selv via sit arbejde i Socialstyrelsen gennem 25 år.

Men hendes forsvarer, Nima Nabipour, mener, at hun skal frifindes for alle de overførsler, der er foretaget før 2009. Han mener, at denne del af tiltalen er forældet på grund af en forældelsesfrist på ti år.

I den sidste periode - fra 2009 til 2018 - er der ifølge anklagemyndigheden blevet svindlet for over 40 millioner kroner.

Skal der ske forældelse i sagen, må der ikke være tale om en fortsat forbrydelse. Og ifølge Nima Nabipour var Britta Nielsens svindel præget af tilfældighed og derfor ikke en fortsættelse af samme forbrydelse.

- Det er tilfældighedspræget i forhold til beløbene (hun overførte, red.).

- Anklagerne har jo under deres procedure været inde på, at der har været forskellige metoder. Alt det, som anklageren har anført, gør, at der ikke kan være tale om en fortsat forbrydelse, siger forsvareren i retten.

Han mener, at det vil være passende med en straf på fire til seks års fængsel.

I sagen er det kommet frem, at Britta Nielsen i 2016 tilbageførte 3,8 millioner kroner til Socialstyrelsen. Britta Nielsen har forklaret, at hun betalte tilbage, fordi de penge blev overført til hende ved en fejl.

Derfor mener Nima Nabipour heller ikke, at Britta Nielsen skal dømmes for det beløb.

Sagen er mandag nået til proceduren, og tidligere mandag argumenterede anklagerne for, at Britta Nielsen skal dømmes i fuldt omfang efter anklageskriftet - altså for cirka 117 millioner kroner.

Anklagemyndigheden mener, at hun skal straffes med mindst otte års fængsel. Den kræver også, at en særlig paragraf tages i brug, så strafferammen hæves fra 8 års til 12 års fængsel.

- Selvfølgelig er det en alvorlig sag, og selvfølgelig skal det ikke være en straf i laveste ende. Alt andet ville være utroværdigt at påstå, siger Nima Nabipour, der dog ikke mener, at retten skal hæve strafferammen.

Han afviser, at man kan sige, at Britta Nielsen tog penge fra de svageste.

- Der var ingen, der savnede de her penge, før en kommune fandt ud af, at der var noget galt. I hvert fald i 99 procent af tilfældene har der været tale om penge, som henstod, siger han.

Advokaten afviser også, at Britta Nielsen havde en stilling som betroet medarbejder.

- Det, der er foregået, det kunne alle have gjort. For det var ikke en adgang, som var skabt særligt til Britta Nielsen, siger han og påpeger også, at svindlen kunne være opdaget langt tidligere.

BRANCHENYT
Læs også