Erhverv
BREAKING

Danmarks første datingsite er stadig en knaldgod forretning

Trods hård konkurrence fra populære datingapps ruller millionerne ind hos Dating.dk.

Morten Wagner, ejer af Dating.dk. Foto: Facebook/Freeway.

Det kan godt være, at dating-appen Tinder er blevet et hit blandt både unge og ældre danskere. Men for Danmarks ældste og største datingsite, Dating.dk, er der stadig millioner i at føre kærlighedslystne singler sammen.

Dating.dk havde sidste år et overskud på 10 mio. kr., og ejerne trak det hele ud som udbytte. Det viser et netop offentliggjort regnskab.

Morten Wagner stiftede Dating.dk i 1998 sammen med Peter Johan Sønderby-Wagner. De har gjort sitet til landets største af sin slags - og dermed lidt af et guldæg. Den samlede indtjening i Dating.dk har rundet 200 mio. kr.

Peter Sønderby-Wagner solgte i 2018 sin del af Dating.dk. I dag er selskabet en del af Freeway-koncernen, der bl.a. også står bag Plusbog og Bolig.dk.

Freeway-koncernen ejes af far og søn, der begge har navnet Morten Wagner, mens datteren Mia Wagner er direktør. Det er derfor reelt set broderens penge, som Mia Wagner investerer, når hun i tv-programmet 'Løvens Hule' skyder penge i håbefulde iværksættere.

I det nye regnskab for Dating.dk kalder ledelsen resultatet for »tilfredsstillende.«

Selvom overskuddet i Dating.dk er i den tocifrede millionende, kan det ikke måle sig med de gyldne tider i årene efter finanskrisen. Dengang tjente Dating.dk på den gode side af 20 mio. kr., inden indtjeningen pludselig dykkede kraftigt til kun 2,7 mio. kr.

»Vi har stadig en flot omsætning, men der har været brugt for mange penge. Det får jeg rettet op på nu og allerede i gang hermed, således at vores resultat for 2017 bliver langt bedre,« skrev daværende direktør Peter Sønder-Wagner dengang i en mail til Ekstra Bladet.

BRANCHENYT
Læs også