Erhverv

SAS forlænger flyvestop til Kina til 29. marts

Coronavirus i Kina får SAS til at forlænge sit flyvestop til de kinesiske storbyer Beijing og Shanghai.

Sas fortsætter sit midlertidige flystop til og fra Kina som følge af coronavirusudbruddet. Foto: Jens Dresling

Luftfartsselskabet SAS forlænger sit stop for flyvninger til og fra Beijing og Shanghai i Kina til 29. marts. Det oplyser SAS på sin hjemmeside.

Tidligere havde SAS varslet at genoptage flyvninger til de kinesiske storbyer 29. februar. SAS havde samtidig stoppet al salg af billetter indtil 15. marts.

Også det store luftfartsselskab Lufthansa har valgt at forlænge sit flyvestop.

Selskabet vil ikke flyve til Beijing og Shanghai frem til 28. marts, oplyser det ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ophøret af flyvninger til de to kinesiske storbyer skyldes et udbrud af sygdom som følge af coronavirus i Kina - især Hubei-provinsen omkring storbyen Wuhan.

- Sikkerheden for vores passagerer og ansatte har vores højeste prioritet, skriver SAS i sin meddelelse.

- En ny evaluering af situationen vedrørende coronavirus er blevet foretaget, og SAS har besluttet at forlænge suspensionen af fly til og fra Shanghai og Beijing indtil 29. marts.

Alle kunder med billetter til Beijing eller Shanghai indtil 29. marts kan få refunderet eller ombooket deres flyvning.

Flyvningerne til Hongkong fortsætter som hidtil. Myndighederne i Filippinerne har dog stoppet rejser til Filippinerne fra Hongkong. Så SAS-passagerer kan ikke flyve til Filippinerne via Hongkong.

SAS-passagerer, der har planlagt en flyvning frem til 31. marts og påvirkes af dette, tilbydes en ombooking og i nogle tilfælde pengene tilbage.

BRANCHENYT
Læs også