Erhverv

Danmarks første iPhone-reparatør omsætter for millioner

Brian Funch var en af de første danskere, der så potentialet i mobilreparationer, og i dag er hans forretning et millionforetagende.

Brian Funch var 30 år, da han vendte hjem fra USA for at åbne Danmarks første iPhone-værksted. Foto: PR

Tja, det kan lyde en kende kedeligt, det der med mobilreparationer. Men faktum er, at det for danske Brian Funch er blevet en millionforretning, siden han startede sin biks for lidt over 10 år siden.

Han var i USA for at studere, da Steve Jobs i 2007 præsenterede Apples første iPhone, og Brian Funch blev hurtigt betaget af Silicon Valleys fremskridt og valgte derfor at kvitte studiet.

Han begyndte med at reparere iPhones i USA, hvor kunder fra Danmark sendte deres telefon hele vejen over Atlanten for at blive fikset.

»Selvom man kunne bestille de nyeste iPhones til Danmark fra USA, var der stort set ingen herhjemme, som kunne fikse dem, hvis de gik i stykker,« siger Brian Funch.

Det gik op for ham, at hvis folk var villige til at sende telefonerne til ham, kunne han meget vel starte op i Danmark. To år senere tog Brian Funch sin lyse idé med hjem og blev landets første iPhone-reparatør.

Brian Funch begyndte med at lave reparationerne i sin forældres garage - ligesom Apple-grundlæggerne Steve Jobs og Steve Wozniak startede deres foretagende tilbage i 1970’erne.

Men i takt med, at flere fik kendskab til selskabet, som han havde døbt iRep.dk, og efterspørgslen på reparationer steg, flyttede iværksætteren i nye lokaler og hyrede ansatte.

»Efter et par måneder i Danmark kunne jeg se, at jeg ikke kunne klare det alene. Jeg blev sat i forbindelse med Jakob Højland, som havde mange af de samme interesser som mig, og han fandt projektet så spændende, at han senere blev medejer,« siger Brian Funch.

Siden da har han og Jakob Højland drevet mobilværkstedet, som for nylig skiftede navn til Greenmind og i dag beskæftiger 50 ansatte fordelt på seks afdelinger landet over.

Selvom branchen for mobilreparatører efterhånden er modnet, er der stadig penge at tjene.

Greenmind omsætter årligt for omtrent 50 mio. kr., ifølge ejeren, og seneste regnskab viser et resultat på 500.000 kr. efter skat. Tidligere har overskuddene været på i omegnen af 2 mio. kr.

Fokus er dog skiftet til en mere bæredygtig forretning, og Brian Funch og Greenmind har øjnet et marked med erhvervskunder.

»Et af vores mål i Greenmind er at dreje fokus over på muligheden for at købe brugt elektronik uden at skulle være bange for manglende garanti eller funktionalitet,« siger Brian Funch.

Tiltaget har båret frugt, og reparationsvirksomheden ser en øget interesse fra især forsikringsselskaber og erhvervsvirksomheder. I dag har Greenmind flere store erhvervskunder - heriblandt Topdanmark.

»Mange virksomheder går jo ud og køber spritnye telefoner til deres medarbejdere i stedet for at kigge på andre muligheder, så man undgår miljøbelastningen ved hele tiden at producere nyt,”«siger direktøren.

Brian Funch siger, at Greenminds fremtidige vækst vil basere sig på salg af genbrug frem for reparationer, eftersom markedet er blevet mættet med både store og små reparatører rundt omkring i landet.

»Vi forventer at vokse meget på salget af brugte telefoner, og vi fokuserer fortsat på at åbne nye butikker,« slutter han.

BRANCHENYT
Læs også