Erhverv

Populært smartwatch har overgået den samlede schweiziske urindustri

De populære og klassiske schweiziske ure måtte i 2019 se sig slået af techgiganten Apples bud på et smartwatch.

Det populære Apple Watch har slået de klassiske schweiziske ure i antal solgt enheder i 2019, mens de schweiziske ure vinder på indtjeningen. Foto Finn Frandsen / Politiken

De ellers så populære schweiziske ure måtte i 2019 se sig slået på salget af Apples bud på et smartwatch. Apples fik i 2019 solgt 31 millioner ure, mens de alle de schweiziske urmærker sammenlagt fik solgt 21 millioner ure.

Det skriver CNN Business.

Smartwatches, der er digitale ure, som har flere anvendelsesmuligheder end blot at vise hvad klokken er, har vundet frem i popularitet de seneste år.

Det er dog ikke ensbetydende med, at der er deciderede problemer at spore for den schweiziske urindustri.

Det gør sig dog gældende, at ure som Apple Watch appellerer mere til de yngre målgrupper, mens de klassiske armbåndsure i højere grad vinder sin popularitet hos en ældre demografi, lyder det fra analysevirksomheden Strategy Analytics til CNN.

»Apple Watch er nærmest blevet et statussymbol for sig selv og tilbyder et konkurrencedygtigt alternativ til mellemklasse schweiziske ure,« siger Steven Waltzer, der er senioranalytisker hos Strategy Analytics.

Der bliver dog også lagt vægt på, at Apple Watch i langt højere grad bliver markedsført som et multifunktionelt ur med særlig fokus på fitness og sundhed, mens de klassiske schweiziske ure markedsføres som smykker.

Og selvom Apple har overgået den schweiziske urindustri i antal solgte enheder, så er det gennemsnitlige schweiziske ur altså betydeligt dyrere end et Apple Watch. Hvis man alene kigger på indtjeningen, så har de klassiske ure altså alligevel overgået Apple Watch.

Mens et Apple Watch gennemsnitligt har en pris på omkring 3.500 kroner, så har et schweizisk ur i stedet en gennemsnitspris på 6.500 kr.

BRANCHENYT
Læs også