Erhverv

27-årig dansker sælger for 150 mio. kr. om året

Sophie Trelles-Tvede har stor succes med sin hårelastik, der sælges over hele verden.

Sophie Trelles-Tvede, stifter og direktør i Invisibobble. PR-foto.

Sophie Trelles-Tvede var 19 år gammel, da hun sad med næsen i bøgerne på sit studie i London og blev irriteret over, at hun fik ondt i hovedet af sin hårelastik.

Ved siden af hende hang en fastnettelefon med spiralledning. Det blev startskuddet til en opfindelse, som i dag sælges i over 70 lande.

Sophie Trelles-Tvede står sammen med sin kæreste bag den lille hårelastik Invisibobble, der i modsætning til mange traditionelle hårelastikker ikke giver hovedpine og mærker i håret.

Sidste år omsatte hendes virksomhed for 150 mio. kr. Det skriver BBC.

Invisibobble har over 100 ansatte, og den lille hårelastik sælges i alt fra apoteker og frisører til sportsforretninger og modebutikker. Inspirationen fik Sophie Trelles-Tvede som sagt fra en telefon med en spiralledning.

Hun tænkte, at ledningen måtte lave et andet og mere behageligt pres om håret end en normal hårelastik. Derfor klippede hun ledningen af telefonen og satte den i håret. Det virkede.

Sammen med sin kæreste, Felix Haffa, udviklede Sophie Trelles-Tvede en prototype. To år senere - da Sophie Trelles-Tvede dimitterede fra Warwick University - havde Invisibobble solgt for over 40 mio. kr.

»Dengang kunne folk stadig ikke forstå, at Invisibobble var et fuldtidsjob for mig,« fortæller Sophie Trelles-Tvede til BBC.

Det hele tog for alvor fart, da Sophie Trelles-Tvede og Felix Haffa i 2016 kom på en Forbes-liste over unge talenter under 30 år. Et af verdens mest prestigefulde erhvervsmagasiner udråbe således parret til nogle af de største talenter i Europa under 30 inden for iværksætteri.

Sophie Trelles-Tvede var den yngste på listen.

»Da begyndte folk at tage os seriøst,« siger hun i dag til BBC.

Sophie Trelles-Tvede er født i Danmark, men har boet en stor del af sit liv i Schweiz sammen med sin far, den kendte erhvervsmand Lars Tvede.

Invisibobble har hovedkvarter i München og producerer sine hårelastikker,- bånd- og spænder i Sydkorea, Kina og Tyskland. Selskabet har over 100.000 følgere på Instagram, og dets største kundemarked er USA.

BRANCHENYT
Læs også