Erhverv

Guldregn over ny dansk biotekstjerne - fordobling af værdien på få måneder efter flere gennembrud

Orphazyme er efter en hård start på børsen ved at udvikle sig til lidt af en darling. Selskabet har for nylig rejst 745 mio. kr. og står på tærsklen til et gennembrud.

Bo Jesper Hansen er blevet milliardær på at have opbygget det svenske firma Swedish Orphan, som han har været med til at sælge to gange. I dag hedder selskabet SOBI, og Bo Jesper Hansen solgte sine sidste ejerandele i 2016. Foto: PR.

Biotekselskabet Orphazyme har på få måneder mere end fordoblet værdien til knap 3 mia. kr., samtidig med at der er blevet hentet 745 mio. kr. fra investorerne.

En ganske unik situation, der skaber grobund for stor optimisme.

»Vi har rejst en masse penge, der kan bringe os frem til kommercialisering på verdens største medicinmarked i USA. Vi står ikke længere i en position med ryggen mod muren. Vi har penge til at eksekvere, udleve vores planer og dermed skabe endnu mere værdi,« siger Bo Jesper Hansen, næstformand i Orphazyme.

Han ved om nogen, hvad det kræver at få succes med biotekselskaber, der specialiserer sig i at udvikle lægemidler mod sjældne sygdomme.

Han er ikke bare én gang, men hele to gange blevet hovedrig på at sælge det svenske biotekselskab Swedish Orphan, der i dag er kendt som SOBI, og har en markedsværdi på knap 60 mia. svenske kr.

Orphazyme kunne i begyndelsen af 2020 fortælle markedet, at selskabets hovedaktiv, lægemiddelkandidaten arimoclomol, var blevet en del af et såkaldt Early Access Program i USA som behandling af den sjældne stofskiftesygdom Niemann-Pick type C.

Det giver patienter mulighed for at få adgang til et lægemiddel mod livstruende sygdomme, der mangler behandlingsmuligheder, selvom det endnu ikke er godkendt til markedsføring

Kort tid efter fulgte den succesfulde kapitaltilførsel på 745 mio. kr.

»Orphazyme har kontinuerligt rapporteret positive data og regulatorisk fremgang over det seneste år. Med andre ord har selskabet leveret siden børsnoteringen, og kursudviklingen er derfor velfortjent set ud fra vores perspektiv,« lyder vurderingen fra Anders Hedlund, analytiker i finanshuset Redeye.

Vi har skiftet ledelse og har i Kim Stratton en person ind, som bl.a. tidligere i sin karriere har været kommerciel chef i Shire og bevist sig selv. Det skaber tillid til, at selskabet rent faktisk også kan levere kommercielt

Bo Jesper Hansen, næstformand i Orphazyme

Orphazyme forventer at kunne indsende registreringsansøgning om markedsføringstilladelse af hovedkandidaten arimoclomol til behandling af NPC i første halvår 2020.

Går alt efter planen, vil lægemidlet kunne komme på markedet i 2021.

»Orphazyme indeholder et fantastisk potentiale, fordi det retter sig mod sjældne sygdomme med et stort udækket medicinsk behov,« vurderer Anders Hedlund, der ikke tøver med at kalde arimoclomol for et aktiv på absolut første klasse.

»Derudover er vi tiltrukket af Orphazymes mulighed for selv gå på markedet. Mange skandinaviske biotekselskaber har ikke den luksus, fordi de er afhængige af en partner og derfor er nødsaget til at udlicensere størstedelen af aktivets fremtidige værdi til de store medicinalselskaber.«

Succesen skyldes også, at markedet i den grad har fået øjnene op for selskabet.

Selskabet har leveret siden børsnoteringen, og kursudviklingen er derfor velfortjent set ud fra vores perspektiv.

Anders Hedlund, analytiker i Redeye

Alene i forberedelserne til kapitaludvidelsen blev der afholdt op mod 100 møder med forskellige investorer, hvilket øgede opmærksomheden betragteligt.

Det var en medvirkende faktor til, at omkring halvdelen af de nye penge faktisk kom fra amerikanske investorer.

Samtaler, der blev ledt af topchef Kim Stratton, som Orphazyme hentede til selskabet i sommeren 2019.

»Vi har skiftet ledelse og har i Kim Stratton fået en person ind, som bl.a. tidligere i sin karriere har været kommerciel chef i Shire og bevist sig selv. Det skaber tillid til, at selskabet rent faktisk også kan levere kommercielt,« siger Bo Jesper Hansen.

BRANCHENYT
Læs også