Erhverv

Nets forventer tab på 750 mio i rejsekonkurs

Trods delvis redning af rejsekæmpen Thomas Cook står Nets til et tab på ca. 750 mio. kr. 

Thomas Cook-konkursen trækker også tråde til den danske betalingsgigant Nets med hovedsæde i Ballerup, der står til at tabe i omegnen af 750 mio. kr. Foto: PR/Thomas Cook.

Nets havde omkring 1.500 mio. kr. i klemme efter skat i rejsekæmpen Thomas Cooks konkurs. Trods delvis redning står Nets til et tab på ca. 750 mio. kr.

Det skriver Børsen.

Det gjorde dermed ikke kun ondt på rejseglade danskere, da britiske Thomas Cook sidste september gik konkurs og efterlod over 150.000 rejsegæster strandede langt fra deres hjem. Den danske betalingsgigant Nets med hovedsæde i Ballerup frygtede faktisk lige efter konkursen, at det kunne gå endnu værre.

På Nets' investorhjemmeside fremgik det i en meddelelse, at selskabet frygtede, at tabet kunne løbe helt op i 200 mio. euro efter skat.

"Vi har som kortindløser siden honoreret berettigede indsigelser fra forbrugere, der stod til at lide et tab i forbindelse med konkursen. Det har givet os et tab fra konkursboet, der, efter skat og provenu, samlet set forventes at blive tættere på 100 mio. euro på tværs af koncernen," oplyser Klaus Pedersen, der er finansdirektør i Nets, i en skriftlig kommentar til Børsen.

Der vil dog gå nogle måneder, før der er styr på omkostningerne til konkursen. Dermed kan det samlede tab stadig ændre sig, oplyser Nets.

Tabet kommer fra det tyske og Nets-ejede Concardis, som Ballerup-koncernen købte i 2018. Købet blev dengang kaldt for et "ideelt springbræt til resten af Europa" af adm. direktør i Nets Bo Nilsson.

Den nordiske del af Thomas Cook - der blandt andet talte rejseselskabet Spies - blev reddet. De nye ejere af den nordiske del er den norske rigmand Petter Stordalen og de to kapitalfonde Altor og TDR Capital.

I det senest offentliggjorte årsregnskab for 2018 tjente Nets knap halvanden mia. kr. justeret for særlige poster.

BRANCHENYT
Læs også