Fortsæt til indhold

Mærsk-chefernes løn afsløret for første gang

For første gang løftes sløret for Mærsks topchef Søren Skous løn. Han ligger i danske selskabers superliga.

Erhverv

Mærsks topchef, Søren Skou, fik sidste år en årsløn på 38 mio. kr. Det viser en særlig vederlagsrapport, som for første gang løfter sløret for lønnen til de individuelle direktører i Danmarks største virksomhed.

Med en samlet lønpakke til 38 mio. kr., heraf en grundløn på 20 mio. kr., ligger Søren Skou i toppen af løneliten i de store selskaber. Skou ligger efter dansk erhvervslivs lønfører, Lundbeck-topchef Deborah Dunsire, der sidste år fik en lønpakke på 57 mio. kr. Det samme gælder Lars Fruergaard Jørgensen i Novo Nordisk med en årsløn på 55 mio. kr. og Carlsbergs Cees ’t Hart, der sidste år tjente 50 mio. kr.

Men Søren Skou ligger solidt foran resten af feltet.

»I tråd med vores strategi er vores ambition at transformere forretningen, så den bliver mindre påvirket af eksterne faktorer. I denne forbindelse agter bestyrelsen at gennemgå den overordnede vederlagsstruktur med fokus på at styrke sammenhængen mellem løn og resultater,« skriver Mærsk i vederlagsrapporten.

Mærsks finansdirektør, Carolina Happe, der opsagde sin stilling i november efter blot 11 måneder på posten, har fået en aflønning på 20 mio. kr., inklusive en sign-on bonus på 3,4 mio. kr. To andre topdirektører, Morten Engelstoft og Vincent Clerc, har fået hhv. 20 og 17 mio. kr. i løn.

Den nye lønrapport kommer som følge af et nyt lovkrav om, at samtlige børsnoterede selskaber skal offentliggøre en fuld rapport om ledelsens løn og bonusser.

Tidligere har både ATP og Dansk Aktionærforening opfordret Mærsk til at lægge tallene frem, så man kan se, hvad de enkelte medlemmer af ledelsen tjener.

Tidligere har Mærsk offentliggjort lønningerne til direktionen samlet set.

Artiklens emner
A.P. Møller - Mærsk
Søren Skou