Erhverv

USA-forbrugerrapport: Tesla har fået styr på kvaliteten

Det er især forbedringerne af selskabets Model 3, der har sendt Tesla langt op ad listen.

Teslas topchef, Elon Musk, præsenterede den nye Model 3 i Fremont, USA i juli 2017. I begyndelsen var der problemer med kvaliteten, men de synes næsten at være løst. Foto: Andrej Sokolow/dpa/AP Foto.

Da Tesla satte fart på sin produktion af den seneste Model 3, betød det samtidig store problemer med kvaliteten af bilerne. De er ved at være løst, viser 2020-undersøgelsen fra amerikanske Consumer Reports.

Comsumer Reports vurderer hvert år de biler, som er på det amerikanske marked, i forhold til vejtests, pålidelighed, købernes tilfredshed og sikkerheden.

I den seneste rapport er Tesla hoppet otte pladser frem og vurderes til den 11. bedste bil baseret på Consumer Reports målinger, skriver CNBC.

Consumer Reports anses for at være en uafhængig forbrugerorganisation, der analyserer data fra alle de største bilproducenter, og organisationen tester selv hundredvis af biler.

Samtidig med springet op ad listen udpeger organisationen Teslas Model 3 som det bedste køb i kategorien ”biler med en salgspris på mellem 45.000 og 55.000 dollars.”

Den samlede liste toppes i øvrigt af Porsche.

»Vi så en markant forbedring af pålideligheden i både Tesla Model 3 og Model S. Det var nok til at forbedre deres brand score mere end noget andet mærke i vores undersøgelse,« siger Jake Fisher, seniordirektør for autotest hos Consumer Reports.

Tesla er blevet sammenlignet med 33 andre mærker i den seneste undersøgelse.

Ifølge Consumer Reports skyldes det store hop op ad listen, at Tesla konstant har forbedret kvaliteten og pålideligheden af bilerne.

Da Tesla begyndte at sælge sin Model 3 i 2018, var der mange negative historier om produktionen i den nye samlefabrik i Freemont, Californien.

Ifølge Jake Fisher er det ret sandsynligt, at disse problemer skadede kvaliteten af de indledende versioner af Model 3, da Tesla satte fart på produktionen af bilen.

»De skiftede sæder, de skiftede glas, de skiftede ophæng i de første par måneder af produktionen af Tesla Model 3. Når man ændrer så mange ting, opstår der let nye problemer i produktionen,« siger Jake Fisher.

Consumer Reports begyndte at lægge mærke til forbedringerne i Model 3 i midten af 2019, da produktionen på Teslas fabrik havde stabiliseret sig.

I år rangerede virksomheden Porsche som den bedste bil efterfulgt af Genesis og Subaru. Til sammenligning bedømte Consumer Reports Fiat som det værste brand lige bag Mitsubishi og Jeep.

BRANCHENYT
Læs også