Erhverv

Britisk bank fyrer »uhyggeligt big brother-system« efter kraftig kritik

Den britiske finansvirksomhed Barclays er på tilbagetog med overvågning af ansatte, efter en række organisationer siger, at det krænker rettigheder og privatliv.

En whistleblower ansat i Barclays Bank modtog i sidste uge besked fra det ny overvågningssystem med følgende ordlyd: »I går brugte du ikke nok tid i arbejdszonen.« Og systemet gav så råd til at opnå en bedre effektivitet: »Tip: sæt telefonen på lydløs, deaktiver mail/chatbeskeder og undgå pauser i mindst 20 minutter to til tre gange hver dag.« Arkivfoto: Akira Suemori/AP Photo Finansfirmaet Barclays blev stiftet i London i 1690. De har 80.000 ansatte rundt i hele verden, og i 2018 havde de et overskud på 21 mia. engelske pund. Arkivfoto: Reinhard Krause/Reuters

Den britiske finansvirksomhed og bank Barclays har afskaffet et system, der registrerede, hvor lang tid de bankansatte tilbragte ved deres skriveborde og udsendte advarsler til dem, der tog for lange pauser.

Det skriver BBC.

Banken indførte for få uger siden et forsøg med computerstyret overvågning, men det mødte voldsomme reaktioner fra de ansatte.

Barclays har udtalt, at registreringssystemet er sat i bero efter »medarbejderfeedback«, men udelukker ikke, at det senere kan komme i brug igen.

Det nordamerikanske firma og softwaren bag systemet, med navnet Sapience, der betyder noget i retning af visdom og indsigt, hævder at kunne give »hidtil uset gennemsigtighed« inden for virksomheder.

Udover at forårsage angst og ubehag blandt de ansatte i banken, har overvågningen også modtaget kritik fra privatlivsforkæmpere og HR-fagfolk.

Silkie Carlo, leder af foreningen Big Brother Watch, udtalte, at den indgribende overvågning fratager de ansattes frihed på arbejdspladsen. Og hun tilføjede:

»Chefer ville aldrig kunne slippe godt fra personligt at ånde ansatte i nakken, overvåge deres computerskærme eller logføre toilet- og drikkepauser. Tilgængeligheden af teknologi til at overvåge mere skjult, gør det ikke mere acceptabelt.«

Hun betegner softwaren som »uhyggelig« og opfordrer Barclays til hurtigt at revurdere deres brug af systemet.

Barclays har forklaret, at softwaren er en del af et pilotprojekt i deres investeringsafdeling, men efter afdækning af detaljerne omkring det og anonym kritik fra ansatte, fik chefer i første omgang ikke længere adgang til at spore enkelte ansattes aktivitet.

Og nu har de helt fjernet overvågningen.

I en udtalelse siger banken:

»Det har hele tiden været hensigten at lytte til medarbejderkritik som en del af dette tidsbegrænsede pilotprojektet, hvor det både har været hensigten at løse problemer med enkelte ansatte, der arbejder for meget, men også løfte den generelle produktivitet.«

Direktøren fra Chartered Institute of Staff and Development, der er en forening af fagfolk inden for HR, Edward Houghton, sætter dog spørgsmålstegn ved, om det overhovedet var hensigtsmæssigt at indføre et system, han betegner som en alvidende »big brother«.

»Sådanne teknologier kan faktisk forårsage mere skade end gavn. Det kan skabe mistillid mellem ansatte eller føre til mindre tillid til dem. Medarbejdere kan føle, at de bliver overvåget, og der ikke er tiltro til, at de udfører jobbet effektivt,« udtalte Edward Houghton.

Tilbage i 2017 havde Barclays en lignende sag, hvor ”sorte bokse” blev installeret under de ansattes borde med samme formål som nu. Dengang udtalte foreningen Privacy International, der værner om retten til et privatliv, at folk har fundamentale rettigheder, selv om de er på arbejde. Og her er internationale banker ingen undtagelse.

BRANCHENYT
Læs også