Erhverv

Dansk oliemillionær giver søn direktørposter

Emil Hallundbæk bliver til sommer Danmarks første OL-springrytter i 16 år. Nu er han også blevet en del af direktionen i en tidligere milliardkoncern.

Emil Hallundbæk blev i 2019 nomieret til Årets Fund af Politiken og skal til sommer deltage ved OL. Foto: Mads Nissen

Emil Hallundbæk kan trods sine 21 år allerede bryste sig af meget.

Til sommer bliver han Danmarks første OL-springrytter i ridning i 16 år. Han er såmænd også arving til en pæn stor formue, der stammer fra olievirksomheden Welltec. Nu kan han så tilføje en ny titel til cv’et: Direktør.

Ifølge cvr-registeret er Emil Hallundbæk for få dage siden indtrådt for første gang i direktionen i tre af faderen Jørgen Hallundsbæks selskaber.

Jørgen Hallundbæk har ingen kommentar til sin søns indtræden i direktionerne, mens Emil Hallundbæk ikke har besvaret Finans' henvendelse.

Emil Hallundbæk, der i fjor var nomineret til Årets Fund af Politiken, er blevet direktør i Jørgen Hallundbæks moderselskab, der engang omsatte for et milliardbeløb, men hvis aktiviteter nu er svundet betragteligt ind.

Derudover er Emil Hallundbæk blev direktør i datterselskaberne Tinkerbell og Haregabgaard. Sidstnævnte er én af Danmarks dyreste ejendomme og er lige nu til salg for 85 mio. kr.

Haregabgaard husede tidligere Hallundbæk-familiens springheste, som nu er solgt og på et tidspunkt var bogført til en værdi på over 150 mio. kr.

Aktiviteten i Haregabgaard består nu alene af udlejning af driftsudstyr, heriblandt den glasoverdækkede og opvarmede ridebane med dertilhørende lounge, hvor man nyde udsigten over ridebanen.

Tidligere har Emil Hallundbæk og hans søster Clara Hallundbæk været medejere af faderens olieimperium. Men for et par år siden tog Jørgen Hallundbæk det fulde ejerskab af koncernen tilbage på egne hænder.

Omdrejningspunktet i Hallundbæk-koncernen er virksomheden Welltec, der laver fjernstyrede robotter til olieindustrien, og som på et tidspunkt gjorde Jørgen Hallundbæk til milliardær.

Væksten i Welltec var på et tidspunkt så voldsom, at den stenrige Agnelli-familie, der står bag Fiat og fodboldklubben Juventus, valgte at kaste et milliardbeløb efter en større portion aktier i den danske virksomhed.

Men de seneste år er det gået alt andet end godt for Welltec, der har været presset af faldende oliepriser og har været nødt til at skære kraftigt i medarbejderstaben.

Welltec blev stiftet i 1994 af Jørgen Hallundbæk. Gennem en årrække voksede virksomheden med høj fart, men olieprisens deroute har de seneste år ramt selskabet som en hammer, så man nu kæmper med en stor og dyr gæld.

BRANCHENYT
Læs også