Erhverv

Mærsk går nye veje midt i kurskrise: Indgår kæmpe kreditaftale relateret til C02-udslip

A.P. Møller-Mærsk har indgået en ny og ganske opsigtsvækkende aftale med hele 26 banker.

Henriette Hallberg Thygesen sidder i dag i koncerndirektionen for A.P. Møller-Mærsk, efter at hun i 2019 blev forfremmet. PR-foto Cowi.

A.P. Møller-Mærsk viser nu for alvor tegn på konkret handling bag drømmen om at være CO2-neutral i 2050.

Det danske selskab har således indgået en kæmpe aftale med hele 26 banker om en kreditfacilitet på 5 mia. dollars, hvor renten således er knyttet op på udviklingen i CO2-reduktionen.

Det oplyser Mærsk i en pressemeddelelse.

»Vi er fast besluttet på at nå vores ultimative mål om at blive CO2-neutral i 2050, og denne aftale er et skridt på vejen for os i forhold til at levere på den ambition,« udtaler Henriette Hallberg Thygesen, adm. direktør for Fleet & Strategic Brands i Mærsk, i en kommentar.

Mærsk er med afstand det C25-selskab, der indtil videre har leveret den klart dårligste kursudvikling i løbet af 2020.

Aktiekursen er på mindre end to måneder dykket med mere end 22 pct., hvilket gør det til den fjerde dårligste danske aktie i 2020.

Kun rederierne Norden og Torm samt The Drilling Company of 1972 har klaret sig dårligere.

BRANCHENYT
Læs også