Erhverv

Dansk vingeproducent vil lukke fabrik: Massiv fyringsrunde truer

Vingeproducenten LM Wind Power skal igennem store forandringer, og det risikerer at koste op mod 200 medarbejdere jobbet.

Arkivfoto: LM Windpower

En trist skæbne har ramt vingeproducenten LM Wind Power.

Selskabet foreslår således at lukke to produktionsfaciliteter i Danmark, herunder ikke mindst fabrikken i Lunderskov. Den beslutning risikerer at ramme helt op mod 200 medarbejdere i Danmark.

Det bekræfter selskabet over for Finans og oplyser samtidig, at man allerede i dag har taget hul på en lang række samtaler med medarbejderne i Lunderskov.

»Det er en svær forretningsmæssig beslutning, der har til formål at positionere selskabet til succes på lang sigt i takt med, at markedet udvikler sig,« udtaler Bjarne Sandager Nielsen, Vice President Operations and Sourcing i LM Wind Power, i en kommentar.

Han understreger, at selskabet er nødt til at forbedre, hvor hurtigt man er i stand til at bringe ny teknologi på markedet.

De nuværende prisreduktioner og efterspørgslen indikerer ifølge Bjarne Sandager Nielsen, at en fastholdelse af disse ressourcer i Danmark tilfører omkostninger, som mindsker virksomhedens konkurrenceevne.

»Selvom annonceringen af denne nyhed er pludselig og svær, er det nødvendigt for os at agere nu og påbegynde forhandlinger for på den måde at forblive konkurrencedygtige i en industri, der intensivt fokuserer på at gøre vedvarende energi billigere,« udtaler Bjarne Sandager Nielsen.

LM Wind Power blev i 2016 solgt til amerikanske GE, der bl.a. konkurrerer med danske Vestas, i en handel til 1,5 mia. euro, svarende til ca. 11,2 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også