Erhverv

Den digitale postkasse ramt af nedbrud - igen

I den seneste tid har e-boks været plaget af ustabil drift. I dag var den gal på ny, men adgangen via appen virker igen, er meldingen.

Skærmbillede af E-boks. Foto: Jens Dresling

Onsdag formiddag har brugere af den digitale postkasse e-boks oplevet, at de ikke kunne få adgang til deres dokumenter så som lønsedler og beskeder fra det offentlige.

»Vi oplever i øjeblikket problemer med at logge på e-boks via web. Du kan stadig tilgå e-Boks via vores app. Vi arbejder på højtryk for at få løst problemet og beklager ulejligheden,« står der fortsat på e-boks’ hjemmeside onsdag kl. 12.

»Den ene af vores platforme virker ikke. Vi er oppe at køre på appen igen, der er vores primære kanal, og hvor vi har 70 pct. af al trafik fra, så det er kun hjemmesiden, der ikke virker,« siger Susanne Søndahl Wolff, der er kommunikationsdirektør ved e-Boks A/S.

Den nærmere tekniske fejl er ikke lokaliseret endnu, så en tidshorisont for en klarmelding er ikke mulig at give. Susanne Søndahl Wolff fortæller, at det muligvis kan være en opdatering af software, der har givet problemer, og at de arbejder intenst på at finde kilden til den ustabile drift.

I januar var der også problemer, men e-boks melder, at der ikke er nogen umiddelbar sammenhæng mellem nedbruddet dengang og nu.

Dengang handlede det om et stort antal brugere i kø, som forhindrede mange i adgangen til den digitale postkasse.

»Det var en kombination mellem indlæsning af mange dokumenter og mange brugere samtidigt. Det var en udfordring,« siger kommunikationsdirektøren.

Ifølge Susanne Søndahl Wolff vil der løbende blive meldt status ud omkring udbedringen af driftsforstyrrelserne på e-boks’ hjemmeside.

Appen har endnu ikke en funktionalitet, der kan give besked, når der er problemer og nedbrud, men det er en funktion, e-boks arbejder på at implementere i en kommende udgave af appen.

E-Boks A/S er ejet af Postnord og Nets og varetager opgaven med at drive systemet bag den digitale postkasse, som bruges af over 5 mio. danskere og 600.000 virksomheder.

BRANCHENYT
Læs også