Kurt Brusgård Poulsen og hans familie tjener rekordmange penge
Erhvervsmanden med sin egen ø har stor succes med sine investeringer - ikke mindst et dansk industrifirma.
Den fynske erhvervsmand og landmand Kurt Brusgård Poulsen er en af få danskere, der kan prale af at eje sin helt egen ø. Og så har han sans for forretning i en grad, der nu for alvor begynder at forgylde ham og hans familie.
Særligt én investering betyder, at Kurt Brusgård Poulsen og hans familie sidste år kunne lægge 55 mio. kr. til formuen. Det viser et nyt regnskab fra familiens holdingselskab.
Familien ejer bl.a. halvdelen af industrivirksomheden Stål & Plast, som er blevet en særdeles god forretning.
Den fynske virksomhed, der producerer store polysteren-plader til vandingssystemer i drivhuse, tjente i seneste regnskabsår 93 mio. kr. Familien Poulsen fik halvdelen - den anden halvdel gik til Jacob Brå Sørensen og hans familie.
Kurt Brusgård Poulsen er involveret i en lang række virksomheder, men noget kendt navn i den brede offentlighed, er han ikke. Til gengæld vakte han en del opsigt, da han i januar 2018 købte hele øen Siø, der ligger i det sydfynske øhav mellem Tåsinge og Langeland.
Hvad han betalte for øen er hemmeligt, men øen var i første omgang udbudt til 39 mio. kr. og fik senere skåret 6,5 mio. kr. af udbudsprisen.
Med i handlen fulgte hele Siø på 132 hektar samt 20 hektar på Tåsinge. Få måneder senere brugte Kurt Brusgård Poulsen yderligere en del af sin formue på at købe 200 hektar skov på Tåsinge. Dermed ejer han og familien al skov på Vemmenæs, der ligger på Tåsinges østlige kyst.
Udover sit ejerskab af Stål & Plast ejer Kurt Brusgård Poulsen også landbruget Andekærgård og selskabet Fynske Specialiteter ApS.
Den samlede egenkapital i han og familiens holdingselskab, som altså netop er kommet med regnskab, er på 141 mio. kr. Derudover har Kurt Brusgård Poulsen lidt over 150 mio. kr. stående i sit private selskab.
Også resten af familien, Linette, Lasse og Camilla Poulsen, har private selskaber med betydelige millionformuer.


