AaB: Underskud steg på misset placering og ingen transferindtægter
Fodboldklubben AaB regner med at avancere i Superligaen i år, viser nyt regnskab.
Underskuddet i fodboldklubben Aalborg Boldspilklub steg sidste år i forhold til 2018 på grund af en misset placering blandt de seks bedste i superligaen samt manglende transferindtægter.
Underskuddet før skat endte i 2019 på 33,5 mio. kr. mod et underskud på 22,8 mio. kr. i 2018. Omsætningen faldt til 64 mio. kr. mod 70 mio. kr. i 2018.
Resultat af transferaktiviteter endte med et underskud på 7,3 mio. kr. i 2019 mod et underskud på 5,7 mio. kr. i 2018.
- Rent sportsligt opnåede AaB i sæsonen 2018/2019 ikke målsætningen, selv om der på sidste spilledag af grundspillet med en 3-1 sejr mod AGF på Aalborg Portland Park tilsyneladende var sikret avancement til Top 6, men en scoring andetsteds i tillægstiden bevirkede, at AaB lige præcis blev holdt uden for det fine selskab; AaB og FC Nordsjælland havde samme pointantal og samme målforskel, men Farum-klubben tog sjettepladsen via flere scorede mål (42) end AaB (38), skriver AaB i regnskabet og fortsætter:
- Skuffelsen var naturligvis enorm, hvilket reelt fulgte holdet resten af foråret, hvor facit i 3F Superligaen blev en niendeplads.
AaB regner dog med at avancere i Superligaen i år. Og blandt andet derfor skrues forventningerne til 2020 op til et underskud efter skat på 7-12 mio. kr.
- Det kan i den forbindelse nævnes, at vi som et led i vores strategi i januar 2020 solgte angrebstalentet Mikkel Kaufmann til FC København i en transfer, der er AaB's tredjestørste nogensinde og den næststørste handel mellem to danske klubber, skriver AaB i regnskabet.
Tabel over Aalborg Boldspilklubs årsregnskab for 2019:
AaB's forventninger til 2020:


