Fortsæt til indhold

Wall Street er i rødt dyk efter rentehug

Reaktionen hos det amerikanske aktiemarked på centralbankens pludselige rentenedsættelse var tirsdag aften markante kursdyk. Flere rentefald kan være på vej.

De store aktieindeks på fondsbørsen i New York dykker tirsdag aften. Foto: Richard Drew
Erhverv

Aktiemarkedet på Wall Street reagerede tirsdag aften yderst negativt, efter at den amerikanske centralbank tidligere på dagen uventet satte renten ned. Det sker som en konsekvens af, at coronavirus spreder sig globalt og skaber uro.

Da det amerikanske aktiemarked i New York lukkede tirsdagens handel, var de tre store indeks, S&P, Dow Jones og Nasdaq, alle nede med lige under 3 pct. i forhold til handelsdagens begyndelse.

Mens de danske og europæiske aktier endte tirsdagen med optur med grønne tal, åbnede det amerikanske handel på Wall Street med små kursfald. De toneangivende indeks gik dog lige efter rentenedsættelsen ud på eftermiddagen - dansk tid - op. Men det vendte hurtigt, så aftenen igennem var der nye dyk og røde tal.

Dermed bød tirsdagen på en ny situation i forhold til mandag, da de tre store indeks ellers steg markant ovenpå den forløbne uges udbredte bekymringer over de økonomiske effekter af coronavirus.

Den amerikanske nationalbank satte tirsdag renten ned for første gang siden finanskrisen uden for et bebudet rentemøde. Det kom kort efter en telekonference samme dag mellem G7-landens finansministre og centralbankchefer.

G7-landene besluttede på det møde, at de er klar til reagere - også med finanspolitiske tiltag om nødvendigt - som en direkte konsekvens af coronavirus og mulige konsekvenser for økonomien.

Vurderingen hos analytikere i USA lyder, at der kan være flere rentedyk på vej fra den amerikanske centralbank - måske 0,5 procentpoint fordelt over sækning med 0,35 ved både rentemøderne i marts og april.

Blandt økonomer og analytikere er forventningen også, at flere centralbanker – herunder den europæiske ECB – nu sikkert vil agere med rentenedsættelser.

»Der er en god portion sandsynlighed for, at flere centralbanker kan følge trop. Det er endnu for tidligt at konkludere, hvorvidt centralbankerne er færdige med at sænke renterne, da det langt fra endnu er sikkert, hvor voldsomt udbruddet af coronavirus vil påvirke økonomien,« skriver økonom Anders Christian Overvad, Arbejdernes Landsbank, således i en af de danske kommentarer, som er kommet efter tirsdagens rentedyk i USA.

Artiklens emner
Pengepolitik
Wall Street