DR: Melodi Grand Prix bliver uden tilskuere
Myndighedernes nye forholdsregler for at inddæmme spredningen af covid-19 får arrangøren til at sadle om.
Lørdagens danske Melodi Grand Prix i Royal Arena i København vil løbe af stablen uden tilskuere.
Det har arrangøren besluttet blot et døgn før den store fest, skriver DR. Årsagen er, at de danske myndigheder fredag eftermiddag har opfordret til at aflyse eller udskyde alle arrangementer med over 1.000 mennesker.
Det sker for inddæmme spredningen af coronavirus covid-19 i Danmark. Udover arrangementer med over 1.000 mennesker bør kram, kys og håndtryk så vidt muligt undgås, anbefaler myndighederne. Foreløbig gælder anbefalingerne indtil marts, men kan forlænges.
Op mod 10.000 har købt billet til arrangementet. DR skriver, at publikummer får refunderet deres billetter.
Ifølge talsmand Gustav Lützhøft lader det sig ikke gøre at lukke et færre antal publikummer ind efter statsministeriets anbefalede øvre grænse.
»Vi synes, det ligger logisk i forlængelse af den anbefaling, der kommer fra statsministeren. Jeg er selvfølgelig brandærgerlig på vores publikums vegne, og jeg er ked af at skulle skuffe dem. Men vores første prioritet er at holde os til de anbefalinger, vi får fra myndighederne,« siger Gustav Lützhøft ifølge DR.
DR har desuden aflyst Orkesterfestivalen den 7.-8. marts i DR Koncerthuset, mens ”P8 Jazz Alive 2020 One Night Only” i Koncerthuset fredag aften gennemføres uden publikum. DR tager kontakt til dem, der har købt billet.
Foruden Melodi Grand Prix ventes de nye forholdsregler at føre til aflysninger af en række andre kultur- og sportsbegivenheder.
På Det Kongelige Teater i København aflyser man ikke forestillinger, men skruer ned for antallet af gæster resten af marts. Der vil således kun sidde en tilskuer på hvert andet sæde.
»Det betyder samtidig, at alle forestillinger har en kapacitet et godt stykke under 1.000,« skriver teatret på sin hjemmeside.
Det vil kontakte kunder med billet til forestillinger i marts om, hvorvidt deres billet fortsat er gyldig eller må ombyttes eller refunderes.
Ifølge Forbrugerrådet Tænk har billetkøbere krav på at få deres penge tilbage, hvis et arrangement bliver aflyst på grund af virussen.
»Det er ligegyldigt om det er en fodboldkamp, eller om det er en koncert,« siger Marta Kjeldsen, seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk.
»Arrangøren bør tilbyde refundering i forbindelse med, at de ophæver aftalen med kunden.«

